Jesper Bengtson
Mens én hund sover videre i stormvejr, ryster naboens af skræk. Forskellen er ikke tilfældig.
Du kender måske mønsteret. Vinden tager til udenfor, et vindue klaprer, og pludselig står hunden og trykker sig ind til dig med halen mellem benene. Hos naboen ligger hunden derimod fladt på gulvtæppet og løfter knap nok et øjenbryn.
Hvorfor reagerer de to hunde så forskelligt på det samme vejr?
Det har adfærdsbehandler og træningsinstruktør Irene Jarnved svaret på i brevkassen hos Netdyredoktor.
Og svaret starter et lidt overraskende sted: med alt det, hunden IKKE kan.
Hunden kan ikke tænke sig til ro
Når vi mennesker hører en kraftig lyd, går hjernen straks i gang. Vi leder i vores eget “lydbibliotek”, genkender braget som torden eller en knallert og beroliger os selv med en logisk forklaring.
Den evne har hunden ikke. Den kan ikke ræsonnere sig frem til, at larmen er ufarlig.
Finder hunden ikke lyden i sit lydbibliotek, registrerer den den i stedet som en mulig fare. Og får frygten ikke modspil, bliver den lige så bange, eller mere bange, næste gang en lignende lyd dukker op.
Derfor handler vind sjældent om vinden alene.
Frygten breder sig som ringe i vandet
Det er her, blæsten kommer ind i billedet. For lydangst har det med at sprede sig.
En hund, der er blevet bange for fyrværkeri, kan med tiden begynde at reagere på skud, tordenvejr, kraftig regn, smækkende døre, og altså den kraftige blæst, der ofte følger med et tordenvejr.
Vinden bliver med andre ord koblet sammen med alt det skræmmende, hunden allerede har oplevet. Jarnved beskriver det som ringe i vandet: et enkelt ubehag, der langsomt vokser og kommer til at omfatte flere og flere lyde.
Den hund, der er ligeglad med stormvejr, har simpelthen aldrig fået den kobling plantet.
Derfor rammes nogle hunde, ikke andre
Flere ting afgør, hvor hårdt en hund rammes.
Noget ligger i generne. Nogle racer er fra naturens side mere følsomme i temperamentet end andre, forklarer Jarnved.
Resten handler om historie. Hvor længe hunden har gået med angsten, hvor gammel den var, da den første gang blev bange, og hvor voldsom den oplevelse var. Jo tidligere det begynder, jo mindre positiv erfaring har hunden at læne sig op ad, og jo længere angsten får lov at stå, jo større bliver alarmberedskabet.
To hunde kan altså opleve præcis det samme uvejr og gå fra det med vidt forskellige mén.
Jarnveds vigtigste råd til ejere med en lydsky hund er at lade være med at kaste sig ud i tilvænning på egen hånd. Forkert timing kan nemlig gøre problemet værre.
I stedet bør man kontakte en professionel adfærdsbehandler eller en dyrlæge med efteruddannelse i adfærd. Og man skal væbne sig med tålmodighed: Ifølge Jarnved kræver det mindst et halvt til et helt års tilvænning, før man ser rigtige resultater.
