Jesper Bengtson
Når efteråret kommer, kryber den ind i mørket og gør noget, de færreste ved.
En lun sommernat suser den af sted over haver og søer. Den eneste af vores pattedyr, der kan flyve, jager myg, biller og natsværmere i mørket, og hjertet hamrer af sted med op mod 1.000 slag i minuttet.
Men så bliver nætterne kolde. Insekterne forsvinder. Og flagermusen står over for et valg, den har truffet i årtusinder.
Den gemmer sig væk og lukker nærmest ned.
Fra oktober og november trækker de danske flagermus ind i sprækker, huler og grotter for at gå i vinterdvale. Først i maj kommer de frem igen. Det skriver Danmarks Naturfredningsforening.
Og det, der sker med kroppen i de måneder, er næsten uhyggeligt.
Hjertet går næsten i stå
Under dvalen sænker flagermusen sin kropstemperatur, indtil den rammer præcis det samme som luften omkring den. Alle kropsfunktioner skruer ned. Dyret er fuldstændig inaktivt og lever stille og roligt af det fedt, det har samlet op i løbet af sommeren.
Hjertet, der om sommeren bankede med omkring 1.000 slag i minuttet, falder til cirka 25. Femogtyve. Det er næsten, som om tiden står stille inde i den.
Sådan ligger den, måned efter måned, til foråret kalder.
De vigtigste vinterhjem ligger i Jylland
Nogle af de vigtigste vinterhjem findes faktisk herhjemme. I de nord- og midtjyske kalkgruber ved Thingbæk, Smidie, Daugbjerg og Mønsted hænger flagermusene og sover vinteren væk i det fugtige, frostfrie mørke.
Herhjemme er der registreret 17 forskellige arter. Tre af dem er truede, og netop derfor er de stille gruber så vigtige.
Så hvis du går en tur i efterårsmørket og tænker, at flagermusene er forsvundet, så har du på sin vis ret. De er kravlet ind i mørket, har skruet kroppen helt ned og venter bare på, at de første lune majnætter igen fylder luften med insekter.
