Forside Dyreverdenen Mange rydder haven grundigt inden vinter: Men det kan gå...

Mange rydder haven grundigt inden vinter: Men det kan gå ud over dyrelivet

Mange rydder haven grundigt inden vinter: Men det kan gå ud over dyrelivet
Foto: Shutterstock.com

En grundig oprydning føles som god havepasning, men ikke for alle i haven.

Det er sådan en kølig efterårsdag, hvor man tager riven frem. Bedene skal ryddes, de visne stængler klippes ned, og de nedfaldne blade samles i bunker, inden vinteren for alvor sætter ind.

Når man er færdig, står haven pænt og ryddeligt. Alt er på plads, klar til frosten.

Men netop den grundige oprydning kan gå ud over havens mindste beboere. Det skriver Danmarks Naturfredningsforening.

For mens haven ser tom og pæn ud for os, er det visne og rodede netop det, mange dyr er helt afhængige af, når kulden kommer.

De visne stauder, man fristes til at klippe helt ned, er fulde af frø, der giver næring til fuglene vinteren igennem. Lader man dem stå, bliver de et spisekammer for rødhals, blåmejse og gærdesmutte.

Også sommerfuglene søger ly i det, vi ellers rydder væk. Arter som citronsommerfugl, sørgekåbe og dagpåfugleøje gemmer sig i træernes hulrum og under gammel bark hen over de kolde måneder.

Og så er der pindsvinet. En bunke af grene og kvas i et hjørne af haven er lige det, det elsker at krybe ind i bunden af, når det skal gå i hi.

Derfor behøver du ikke lade haven sejle. Rådet fra naturfredningsforeningen er bare at lade udvalgte hjørner stå urørte: en brændestabel, en bunke blade, et par visne stauder.

Så har haven stadig liv i sig, når foråret kommer igen.

Ads by MGDK