En helt almindelig skoledag i en lille landsby endte i det værst tænkelige.
Det var tirsdag morgen, kort efter klokken ni, at rædslen ramte folkeskolen i Staskov, en lille by med omkring 2.750 indbyggere i det nordvestlige Slovakiet tæt på grænsen til Tjekkiet.
En 61-årig kvindelig lærer stod som så mange gange før i sit klasseværelse. Få minutter senere var hun død, stukket ned med en kniv.
Det skriver Al Jazeera.
Angriberen var ikke en fremmed udefra. Det var en 13-årig elev på skolen.
Han nåede også at såre to andre, før han blev overmandet. En 44-årig lærer blev stukket i brystet, men er uden for livsfare. En skolepige blev derimod ramt så alvorligt, at hun er i kritisk tilstand på hospitalet.
Drengen blev anholdt på stedet. Politiet efterforsker sagen som overlagt drab gennem landets enhed for organiseret kriminalitet. Et motiv kender ingen endnu.
Ét lyspunkt fremhæves i tragedien. Ifølge indenrigsminister Matus Sutaj Estok fulgte skolelederen “hver eneste procedure i manualerne til punkt og prikke” og forhindrede dermed, at det hele blev endnu værre.
Hele Slovakiet er rystet. Premierminister Robert Fico sendte sin “oprigtige medfølelse” og sagde, at han fulgte hændelsen “med stor bekymring”.
“Personligt er jeg dybt bedrøvet over dette,” lød det fra premierministeren.
Præsident Peter Pellegrini lagde ikke skjul på sin fortvivlelse over, at det endnu en gang var en elev, der gik til angreb på sine lærere og en klassekammerat. Han pegede på sociale medier og “desværre også nogle politikere” som en kilde til aggressionen.
Det er ikke første gang, et sådant angreb ryster landet. Slovakiet har oplevet lignende voldsepisoder på skoler flere gange de seneste år.
Den 13-årige dreng er fortsat anholdt, mens politiet forsøger at finde svar på det spørgsmål, som hele landet stiller: hvorfor?