Politiet mener, de tre systematisk gik efter borgere med udviklingshandicap og udgav sig for betjente.
Fra kontorlokaler i Storkøbenhavn sad tre unge mænd og ringede rundt til nogle af landets mest udsatte borgere. I den anden ende af røret troede ofrene, at det var politiet, der ringede. Tirsdag den 22. juli slog det rigtige politi til.
Tre mænd i alderen 25 til 28 år blev anholdt på flere adresser i Storkøbenhavn og sigtet for omfattende kontaktbedrageri. Ifølge Københavns Politi drev de et decideret callcenter, hvor de udgav sig for at være politifolk og narrede ofrene til at overføre penge. Over 100 mennesker fra det meste af landet har anmeldt forholdene.
Det, der gør sagen særligt grov, er ofrenes profil. Mændene gik målrettet efter borgere med udviklingshandicap.
“Vi er meget tilfredse med, at vi i dag har foretaget anholdelser af de tre mænd, som vi mener står bag en lang række alvorlige forhold om økonomisk svindel,” siger politikommissær Kasper Olander og fortsætter: “Det er i mine øjne et eksempel på, hvor kynisk og umoralsk den her type svindel er, og derfor har denne type sag også en høj prioritet for os.”
Efterforsket af to enheder i fællesskab
Sagen er efterforsket af Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet i samarbejde med Nationalt Center for It-relateret Kriminalitet, NCIK. To af de tre mænd blev fremstillet i grundlovsforhør samme dag.
Anholdelserne føjer sig til en stribe store svindelsager, dansk politi har rullet op det seneste halve år. Så sent som 30. juni faldt der dom i det, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kalder en af de mest omfangsrige sager om kontaktbedrageri. Her blev fire mænd i alderen 21 til 24 år kendt skyldige i at have svindlet omkring 1.100 danskere for cirka 32 millioner kroner. Straffene lød på op til syv års fængsel. Alle fire har anket dommen.
Politiet: Læg røret på, og luk døren
Mønstret er det samme igen og igen. Svindlerne ringer op, udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en offentlig myndighed og skaber en følelse af, at pengene er i akut fare, hvis man ikke handler med det samme.
Politiet opfordrer pårørende til at tale med ældre og sårbare familiemedlemmer om metoderne. Rådet er enkelt, understreger efterforskningsleder Mathias Nebel fra Københavns Vestegns Politi:
“Politiet, banker og offentlige myndigheder kommer aldrig hjem for at hente dine værdier, og de beder dig aldrig overføre penge til en ‘sikker konto’.”
Bliver man ringet op af en fremmed om penge eller værdier, skal man lægge på. Dukker der nogen op ved døren og påstår at komme fra politiet eller banken, skal man lukke døren og ringe 114, eller 112 hvis situationen er akut.
Flere politikredse er også begyndt at gå nye veje for at nå borgerne. I Sydøstjylland samarbejder politiet med kommunerne, så kommunale medarbejdere tager svindel op under helt almindelige hjemmebesøg. Konsekvenserne rækker nemlig længere end selve pengene, forklarer politikommissær Jesper Christensen. Mange af ofrene mister ikke bare penge, men også trygheden og tilliden.