En 32-årig kvinde ved navn Matilda havde planlagt en helt almindelig aften, da hun sidste forår købte en Marabou schweizernød. Men aftenen, der skulle være en hyggestund med chokolade, tog hurtigt en ubehagelig drejning, som hun sent vil glemme.
Mens hun nød sin chokoladeplade, stødte hun pludselig på noget meget hårdt og flækkede sin fortand.
Sådan skriver mediet Expressen.
Et stykke...
"Min fortand flækkede, og jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der var så hårdt," fortæller Matilda.
Chokket blev ikke mindre, da hun spyttede den hårde genstand ud og opdagede, at det var et lille stykke knogle. "Jeg blev overrasket, chokeret og faktisk ret sur. Selvfølgelig kan der ske fejl, men knogler? Det er bare ulækkert," siger hun.
Matilda, der var helt uforstående over for hændelsen, kontaktede straks Marabous kundeservice. Ifølge Marabou stammer knoglen fra en nøddeleverandør, som nu er blevet informeret om situationen og vil gøre alt for at forhindre lignende hændelser fremover.
Kompensation
Som kompensation blev Matilda tilbudt en værdicheck på 100 SEK (ca. 65 kroner), men hun mener ikke, det er tilstrækkeligt. Hun påpeger, at det kunne have været langt mere alvorligt, hvis et af hendes børn havde spist den chokolade, der indeholdt knoglen:
"Denne gang skete der ikke noget alvorligt, men det kunne være direkte farligt. Tænk hvis et af mine børn havde fået fat i det og stukket det i halsen," siger hun.
Til slut fortæller Matilda, at hun er i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde vil købe Marabou igen. Hun har i hvert fald ikke haft lyst til det siden hændelsen.