Når man tager på ferie, er det ofte afslapning og nydelse, der er i fokus.
Men for Antonio Barbeito fra Madrid tog hans seneste restaurantbesøg en uventet drejning – en oplevelse, der stadig gør ham vred flere dage senere.
Antonio, som har en stor passion for god mad, besluttede sig for at forkæle sig selv og sin kæreste med en gourmetmiddag under deres ferie. Middagen bestod af hummer til 167,50 euro, krabbetartar til 26 euro, blæksprutter til 18 euro og friske muslinger til 14 euro. Desserten var to kugler is til seks euro, og dertil kom et par ikke-alkoholiske drikkevarer.
Regningen løb op i 252,80 euro – en pris, som Antonio uden tøven accepterede.
Men så kom det, der virkelig fik ham op i det røde felt:
En ekstra afgift på tre euro for et glas isterninger.
Det skriver New York Times.
For de fleste ville det måske blot være en ubetydelig ekstraudgift, men for Antonio handlede det om principper. På det sociale medie X (tidligere Twitter) forklarede han, at han mente, restauranten burde have udvist lidt mere generøsitet i lyset af, hvor meget han allerede havde betalt.
"Jeg betaler gerne for lokal turisme og mad, men tre euro for isterninger? Det er simpelthen for meget!" skrev han i sit opslag.
Selvom han ikke nævnte restaurantens navn, spredte historien sig hurtigt på sociale medier, og debatten om rimelige priser tog fart. Nogle støttede Antonio, mens andre mente, at der findes større problemer i verden end tre euro for isterninger. Antonio selv står fast: Det handler ikke om beløbet, men om princippet i at føle sig snydt over noget så banalt som isterninger.
Restauranten har endnu ikke kommenteret på den virale debat.