Hvordan kan en video, hvor en dansk TikTok-bruger anmelder norsk postevand, få 52.800 visninger? Det er svært at sige, men det er præcis, hvad Louise Rindal opnåede, da hun delte sin vandanmeldelse på TikTok i april.
Det skriver B.T.
Louise Rindal fik idéen til videoen efter at have læst en undersøgelse, hvor Norge blev kåret som det bedste land for drikkevand, mens Danmark landede på en 13.-plads.
Hun besluttede derfor at teste, om der virkelig var en mærkbar forskel mellem det danske og norske vand.
Med en forventning om en minimal forskel tog Louise en slurk af det norske postevand og blev straks overrasket:
"Hold da kæft. Dansk vand smager ikke så dårligt, gør det? Det her er bogstaveligt talt vand fra Voss, der kommer ud af jeres hane. Jeg er faktisk fornærmet (...) Jeg forventede helt seriøst ikke, at det ville smage så anderledes."
I en samtale med Dagbladet uddyber Louise Rindal forskellene.
"Dansk vand smager meget tørrere, hvis det giver mening? Det er næsten metallisk i forhold til norsk vand. Norsk vand er blødt og neutralt på en rigtig god måde. Selv i Oslo," forklarer hun.
Louise Rindal forudså, at hendes norske følgere ville skynde sig til kommentarfeltet for at hævde, at vandet smager endnu bedre udenfor hovedstadsområdet. En forudsigelse, der viste sig at være rigtig.
Da Louise Rindal skulle hjem fra Norge, blev hun endda foræret en flaske bjergkildevand af en lufthavnsmedarbejder, der havde set videoen.
Louise Rindals video har tydeligvis ramt en nerve hos både danskere og nordmænd og har for alvor sat gang i debatten om, hvorvidt vores naboer i nord virkelig har det bedste drikkevand.