Men som videnskaben bevæger sig ind på områder, der tidligere var religionens domæne, som at besvare spørgsmål om universets, livets og bevidsthedens oprindelse, maler videnskabskommunikation ofte et ret pessimistisk billede af verden.
Tag for eksempel en artikel i New Scientist, der hævder, at vores opfattelse af, at kæledyr elsker os, måske er en illusion. Fysikeren Brian Greene ser menneskehedens endelige skæbne i solsystemets undergang.
Forfatteren Yuval Noah Harari postulerer i sin bestseller 'Sapiens', at livet ikke har nogen iboende mening. Filosoffen David Benatar går endda så langt som at argumentere for, at det er en dårlig ting at blive født. Det skriver The Conversation.
Forskere selv ser måske ikke det ovennævnte syn på universet som pessimistisk. Dette kan dog bringe dem i konflikt med mange af de ting, menneskeheden værdsætter - eller har udviklet sig til at værdsætte - såsom mening, formål og fri vilje.
Copernican-princippet
En væsentlig funktion af videnskabskommunikation er at mobilisere folk til at handle mod nogle af menneskehedens mest presserende problemer – tænk her på COVID-pandemien eller klimaforandringerne.
Dog har videnskabsmænd og kommunikatører ofte en tendens til at mene, at mennesker i en vis forstand ikke er noget særligt. Denne idé er kendt som Copernican-princippet.
Copernican-princippet (opkaldt efter astronomen Nicolaus Copernicus, der indså, at Jorden kredser om Solen) hævder, at mennesker ikke er særlige observatører af universet sammenlignet med andre væsener, der måtte eksistere andre steder.
Går man videre, er princippet blevet udvidet til at betyde, at ethvert forsøg på at tilskrive menneskelivet mening eller antyde, at der er noget exceptionelt ved menneskelige relationer, falder uden for videnskabens område.
Som en konsekvens har mennesker ingen unik værdi - og ethvert forslag om det modsatte kan afvises som uvidenskabeligt.
Paradokser i videnskabskommunikation
Selvom videnskaben ikke benægter vigtigheden af menneskelig lykke og samfundsmæssig funktion, kan man ikke forvente, at en fysiker for eksempel ændrer sine teorier om kosmologi for at gøre dem mere psykologisk meningsfulde.
Dette fører os til to store paradokser, som videnskabskommunikation ofte forsøger at balancere.
Vi lever i en deterministisk verden uden fri vilje, men vi skal vælge at acceptere videnskab og forhindre klimaforandringer. Og vi skal handle nu.
Universet er bestemt til at ende i et dødt, frysende tomrum, og livet har ingen mening. Men vi skal forhindre klimaforandringer, så vores planet ikke bliver til et dødt, overophedet tomrum - og vi kan fortsætte vores meningsløse liv.
Som følge af disse paradokser kan de, der ikke er enige i videnskabens påstande om universets grundlæggende natur, måske ikke acceptere videnskabelige argumenter om klimaforandringer.
Hvis accepten af at stoppe brugen af fossile brændstoffer er knyttet til at acceptere, at dit liv ikke har nogen mening, er det ikke underligt, at nogle er tilbageholdende.
Hvad værre er, tilslutning til 'videnskab' kan også betyde at acceptere, at din religion er falsk, din spiritualitet er en illusion, og dit forhold til din hund er baseret på en evolutionær løgn.
Videnskabskommunikation og overbevisninger
I ord, du nogle gange kan se på sjove t-shirts, almindeligvis tilskrevet astronomen Neil deGrasse Tyson, 'Videnskab er ligeglad med, hvad du tror'. Hvad Tyson faktisk sagde var lidt mindre konfrontatorisk: 'Det gode ved videnskab er, at det er sandt, uanset om du tror på det eller ej'.
Men hvis videnskaben, i kraft af sin rationelle og objektive natur, ikke er i stand til at bekymre sig om, hvad folk tror på, bør videnskabskommunikation måske gøre det.
Debattens modsatte poler
Fortalere for videnskab ser ofte sig selv i kamp mod overtro og religion. Det er en kamp som genetikeren Francis S. Collins har skrevet er 'overskygget af højlydte udtalelser fra dem, der befinder sig ved debattens yderpunkter'.
Men hvis vi ønsker at bruge videnskabskommunikation til at forbedre verden, bør vi ikke lade dramaet i denne kamp fjerne fokus fra vores ultimative mål, skriver The Conversation.
I stedet ville det gavne kommunikatorer at tage en mere følsom og antropologisk tilgang til videnskabskommunikation. At forstå, hvad folk værdsætter, og hvordan man når dem, kan faktisk hjælpe videnskabens fremskridt med at gøre verden til et bedre sted.
Vi behøver ikke ændre, hvad videnskaben opdager, men vi behøver måske heller ikke fortælle folk, at deres liv er meningsløst i første kapitel af en populærvidenskabelig bog. Som Brian Greene udtrykte det, så har 'vi udviklet strategier til at håndtere viden om vores forgængelighed', som giver os håb, mens vi 'stræber mod evigheden'.
