Senest.dk Redaktion
En glødende klippeklode trækker vejret fra sit eget hav af flydende sten.
De fleste af os har på en klar aften kigget op og tænkt, at stjernerne bare er kolde, stille prikker. Men 41 lysår herfra ligger en verden, hvor “stille” er det sidste ord, der passer. Planeten hedder 55 Cancri e, og NASA’s James Webb-teleskop har netop afsløret, at den opfører sig på en måde, forskerne aldrig har set før: den danner løbende sin egen atmosfære ved nærmest at ånde gasser ud fra et globalt hav af smeltet sten.
Astronomerne havde regnet med, at planeten enten var atmosfærisk gold eller havde et tyndt lag af kulilte og kuldioxid. I stedet fandt de en atmosfære med masser af kulilte, kun små mængder kuldioxid og overraskende meget brint.
En verden hvor sten koger
55 Cancri e er en såkaldt super-jord, cirka 1,9 gange så bred som Jorden og omkring otte gange så tung. Den kredser så tæt om sin sollignende stjerne, at et år kun varer knap 18 timer. Så tæt på ilden bliver overfladen ufatteligt varm: dagsiden er målt til omkring 2.700 kelvin, altså cirka 2.400 grader, varmt nok til at holde et hav af flydende sten i konstant kog.
Det er netop det hav, der er nøglen. Brinten i atmosfæren fortæller nemlig noget om, hvad der gemmer sig under overfladen.
Atmosfæren kommer indefra
En klippeplanet uden en tyk urgas-kappe får sin luft fra sit eget indre. Gasser bobler op fra det smeltede materiale, og sammensætningen af luften afslører derfor den kemiske balance dybt nede i planeten. På 55 Cancri e er luften så brintrig, at det peger på et magmahav med meget lav iltaktivitet, som konstant udånder brintrig gas.
Med andre ord: planeten sidder ikke bare passivt med en færdig atmosfære. Den genskaber den hele tiden fra bunden.
Signalet skiftede fra gang til gang
Forskerne, anført af Ignas Snellen fra Leiden-observatoriet, brugte James Webb til at følge fem formørkelser af planeten. Og her blev det for alvor mærkeligt: kulilte-signalet var kraftigt i én måling, svagere i andre og helt fraværende i to af dem.
Den svingende opførsel kan skyldes, at udåndingen af gas kommer i stød, eller at den danner midlertidige skyer, som køler overfladen en smule, indtil nye udbrud af gas spreder dem igen. Det er en slags puls, hvor planeten skiftevis puster ud og trækker vejret ind.
Forskerne understreger selv, at billedet ikke er endeligt. Studiet er indsendt til tidsskriftet Nature Astronomy og er endnu ikke fagfællebedømt, så konklusionerne skal ses som en stærk indikation, ikke en færdig sandhed. Men hvis de holder, har astronomerne fundet en helt ny måde, en klode kan holde liv i sin egen himmel på: ikke arvet fra sin fødsel, men presset op fra et kogende indre, dråbe for dråbe.
