Især drenge og unge mænd er ifølge Samvirke meget begejstrede for at indtage energidrikke som Redbull, Monster, Burn og Faxe Kondi Booster.
Faktisk drikker hele 27 procent af den danske befolkning mellem 10 og 35 år mindst én energidrik om måneden, og for mænd i samme aldersgruppe er tallet hele 38 procent.
Blandt gymnasiepiger og -drenge er det henholdsvis hver fjerde og halvdelen, der regelmæssigt drikker energidrikke som et middel mod træthed, men for mange udvikler det sig til en afhængighed.
Kroppen kan faktisk blive afhængig af de store mængder koffein og sukker, som findes i f.eks. Red Bull.
I en almindelig 250 ml dåse Red Bull indeholder den hele 27,5 gram sukker og 80 mg koffein, ifølge The Daily Mail.
Sammenlignet med det er der cirka 100 mg koffein i en kop kaffe, og Fødevarestyrelsen anbefaler, at voksne personer højst indtager 400 mg koffein om dagen, mens børn bør undgå koffein helt.
"[...] selv en lille mængde koffein kan føre til midlertidige ændringer i adfærden, som f.eks. øget uro, irritabilitet, nervøsitet og angst. Derfor råder Fødevarestyrelsen imod, at børn drikker energidrikke," advarer de.
Derfor behøver man ikke at drikke mange Red Bulls sammen med måske kaffe eller te, før man indtager en overdreven mængde koffein. Men hvad sker der egentlig, når man drikker den kulsyreholdige drik? Det kan du læse om nedenfor.
Det tager omkring 10 minutter fra indtagelse, før koffeinen når blodet, og først efter denne tid vil blodtryk og puls begynde at stige.
Koffeinniveauet er højest 15-45 minutter efter indtagelse, og i denne periode vil man føle sig mere opmærksom og have lettere ved at koncentrere sig.
Effekten aftager dog efter omkring en time, samtidig med at kroppen oplever et såkaldt 'sukkercrash,' hvilket fører til træthed og problemer med koncentrationen.
På dette tidspunkt vil trangen til endnu en energidrik mærkes, da kroppen søger efter mere energi.
Hvis man fortsætter med at indtage energidrikke, vil man med tiden udvikle en tolerance og ikke opleve den samme virkning. Men hvis man kun drikker en lejlighedsvis energidrik, vil man opleve disse reaktioner hver gang.
Efter cirka 12 timer vil koffeinen normalt være helt ude af blodet for de fleste, men det kan variere afhængigt af faktorer som alder. Desuden vil kvinder, der tager p-piller, opleve, at koffeinen påvirker dem i længere tid end andre.
Hvis man ofte indtager energidrikke, vil man begynde at opleve abstinenser som hovedpine, træthed og humørsvingninger efter 12-24 timer, hvilket igen vil øge trangen til en ny energidrik.