Blåhvalen (Balaenoptera musculus) har længe været betragtet som det største og tungeste dyr, der nogensinde har levet på Jorden. Men den nyopdagede Perucetus colossus kan overgå den.
Målinger af dens knogler antyder, at dens skelet kunne have vejet to til tre gange så meget som blåhvalens.
"Vi bruger skelettets andel til at estimere kropsmassen af P. colossus, hvilket viser sig at være en konkurrent til titlen som det tungeste dyr nogensinde," skriver et hold ledet af paleontolog Giovanni Bianucci fra Universitetet i Pisa i Italien ifølge Science Alert.
"Hvalers maksimale kropsmasse var allerede nået for cirka 30 millioner år siden, tidligere end antaget, i en kontekst, hvor primærproduktiviteten var særlig høj."
Forskere har længe undret sig over, hvilke grænser der er for størrelser og masser, som hvirveldyr kan vokse til. I havet er der lidt mere spillerum, hvor opdrift modvirker tyngdekraftens effekter, som lægger større stress på kroppe af landdyr.
Og for cetaceaner - pattedyr som hvaler og delfiner - er der en fordel ved at være større. Det hjælper nemlig med at forhindre tab af kernevarme i vand, som har høj termisk konduktivitet til luft.
En nylig undersøgelse opdagede dog, at selv for blåhvaler, er der en øvre størrelsesgrænse. Den lave metaboliske omkostning ved deres foderstrategi tillader hvalerne at svæve med et minimum af energiforbrug, men den er begrænset af byttets tilgængelighed.
Så P. colossus kan være lidt svær at forstå, givet at alle tidligere studier af maksimal størrelse har været baseret på mindre dyr.
Dens størrelse er blevet estimeret ud fra en række knogler fundet i det sydlige Peru: 13 ryghvirvler, fire ribben og en del af et hofteben, tilhørende en gruppe af de første fuldt akvatiske cetaceaner kendt som basilosauriderne. En nærmere undersøgelse tyder på, at prøven ikke var helt fuldvoksen.
Baseret på en sammenligning med kendte hvaler, beregnede Bianucci og hans hold størrelsen på P. colossus og estimerede, at dens kropsmasse var et sted mellem 85 og 340 ton. Den største blåhval nogensinde havde en vægt på 199 ton.
Knoglerne viste også en høj grad af fortykkelse og tæthed. Det er træk, der ofte ses hos marine pattedyr for at give naturlig ballast, der tillader dem at have større lunger.
Den tid, P. colossus levede i, midt i Eocæn-perioden, var en særlig rig tid for den slags føde, som hvalen måske har spist. Dette kan have tilladt den at vokse sig så stor. Forskerne mener, at hvalen var relativt langsom, foretrak kysthabitater og levede nær havbunden i lavvandede farvande.
Ændringer i havets økologi i den periode vil have resulteret i det efterfølgende fald af P. colossus.
"Denne nye optegnelse understøtter hypotesen om, at basilosauriderne specialiserede sig til kysthabitater mod slutningen af Eocæn-perioden," skriver forskerne.
"Og at det efterfølgende store fald i produktiviteten af disse miljøer muligvis har påvirket disse hvaler, hvilket gav plads til deres slægtninge (forfædrene til nutidens hvaler og delfiner), der invaderede flere havområder."
