Tivoli overrasker: Dansk popband skyder sæsonen i gang

16/03/2023 12:56

|

Thea Andersen

Foto: Google Maps

Mest læste i dag

Der er lagt op til fest, når Tivoli Friheden skærtorsdag, den 6. april kl. 11.30, inviterer inden for til parkens 120. sæson. Forude venter forlystelser, traditioner, fællesskaber, blomster, Pjerrot, koncerter og internationale topnavne på scenen.

Musikken spiller - med up-coming, velkendt og wauw

Fed Fredag er blevet en institution i Tivoli Friheden - og i Aarhus. Og med den nye scene, der blev taget i brug sidste år, har Tivoli Friheden fået endnu bedre muligheder for at invitere til musik og fest.

2023 byder således på både fede fredage og fede lørdage og på et uforglemmeligt overflødighedshorn af kunstnere som Tessa (5/5), Carpark North (26/5), Jada (9/6), gendannede Swan Lee (24/6), klassiske Dodo & The Dodos (8/7), Artigeardit (4/8) og Rasmus Seebach (18/8).

Hertil kommer et nyt samarbejde med Live Nation, om Summer Sessions med internationale navne, hvor verdensstjernen Seal - kendt for blandt andet megahittet "Kiss From a Rose" står på scenen 14. juli.  

Åbningsdag med "lyden af venskab og musikalsk talent"

Som noget nyt skyder Tivoli Friheden sæsonen i gang med en koncert på åbningsdagen, og opgaven er lagt i instrumenterne på Danser Med Piger, der i 2022 tændte op under både playlister, hitlister og dem, der ellers forsøger at liste sig uden om en dans, skriver Aarhus' forlystelsespark i en pressemeddelelse.

Danser Med Piger er med deres egne ord "lyden af venskab og musikalsk talent", og de er et nærmest selvskrevet åbningsband i en park, hvor målet er at give tid og plads til at være sammen.

Bandet går på scenen den 6. april kl. 20.00, og koncerten er åben for alle med en billet.

Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, glæder sig til den nye sæson:

- I en travl og foranderlig hverdag er der brug for stabile ”ankerpunkter”; steder, hvor tiden ”står stille” og hvor der er rum og plads til samvær med dem, der betyder allermest – familie og venner. Tivoli er skabt til netop det - samvær om oplevelser, man ikke vil gå glip af, og traditioner, man har lyst at vende tilbage til. Det er vores vision, siger han og tilføjer:

- I 2023 bygger vi videre på traditionen om at samles til musik under de store bøgetræer sommeren igennem. Det sker til Fed Fredag® - men nu også til Fed Lørdag - og som kronen på værket fremover også til koncerter med internationale top-stjerner, der gæster Tivoli til Summer Sessions, som vi er stolte over at have udviklet sammen med verdens største koncertarrangør – Live Nation.