Christian Bowers er en 24-årig mand med Downs syndrom, der har kæmpet for at finde gode venner, siden han forlod gymnasiet for fem år siden.
Ifølge hans mor, Donna Herter, har det at mangle venner gjort ham deprimeret og ensom.
- Han spurgte hele tiden, hvor hans venner er, hvorfor er der ikke nogen, der har lyst til at komme over og bruge lidt tid sammen med ham, siger Donna Herter til CBS News ifølge Sosialnytt og tilføjer:
- Når vi var i butikken, inviterede han halvdelen af butikken til at tage med os hjem og spille videospil med os. Men det var der selvfølgelig ingen, der ville. Og han forstår bare ikke hvorfor.
Donna vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at hjælpe sin søn med at få det selskab, han så desperat længtes efter, så hun besluttede sig for at offentliggøre et opslag på Facebook.
Hun søgte efter en ung mand mellem 20 og 28 år fra nabolaget og ville betale $80 for to timers selskab og videospil med hendes søn.
- Jeg fortalte dem, at jeg ville betale 80 dollars, hvis de kom hen og hang ud med min søn i to timer og spillede videospil med ham. Det eneste, han egentlig vil have, er bare en kammerat at lave ting med, siger Donna.
Da hun vågnede morgenen efter, hun havde delt opslaget, blev hun positivt overrasket. Det havde nemlig fået 5.000 kommentarer, og syv af dem blev Christians venner.
En af dem var James Hasting, der arbejder med mennesker med handicap. Han læste opslaget og tilmeldte sig med det samme, fordi han følte med Christian og hans familie.
Nu spiller James og Christian videospil og ser film sammen, og James er taknemmelig for, hvad han har lært af deres venskab.
- Christian har lært mig at se verden som mere end det, vi ser på overfladen. For selvom vi måske ser anderledes ud på overfladen, har vi inderst inde ligheder, og det burde være nemt at omgås, siger han.
Ud over at have fået nye venner, er Christian blevet inviteret på besøg hos den lokale brandstation og har også bowlet med nogle soldater.