21-årige Cayla Chandara var flyttet fra Californien til Hawaii for at gå på universitet, men var nødt til at stoppe på grund af et voksende studielån. I et forsøg på at spare op og tjene flere penge, havde Chandara ikke andet valg end at begynde at arbejde på to restauranter.
Hun anede ikke, at denne beslutning ville blive hendes redning. I april 2017 betjente hun et australsk par, der besøgte Hawaii. Chandara, som var flyttet fra Californien til Waikiki, faldt i snak med parret, som var ledsaget af en 10-årig pige.
Mens de talte, fortalte Chandara dem om, hvorfor hun var flyttet til Hawaii, og hendes situation med ikke at kunne gå i skole på grund af hendes økonomiske problemer, samt hendes drømme og ambitioner for fremtiden.
Men da hun vendte tilbage til bordet for at rydde af og tage imod betalingen, bemærkede hun, at parret havde efterladt hende hele 400 dollars (ca. 2.700 kr.) i drikkepenge for at hjælpe hende.
"Jeg havde tårer strømmende ned ad mit ansigt. Slet ingen ord. Jeg gik faktisk tilbage til arbejdet med tårer," fortalte hun Honolulu Civil Beat.
For at udtrykke sin taknemmelighed tog Chandara kontakt til parret på det hotel, de boede på. Hun skrev et brev for personligt at takke dem for deres venlige gestus. Chandara efterlod brevet i receptionen på hotellet og forventede ikke at se parret igen. Men hun tog fejl.
Chandara blev chokeret, da familien næste aften vendte tilbage til restauranten med en endnu større overraskelse til hende. De fortalte Chandara, at de gerne ville give hende 10.000 dollars (ca. 69.000 kr.) til at betale hendes studielån og bidrage til, at hun kunne fortsætte sin uddannelse.
"Jeg sagde først til dem, at jeg ikke kunne tage imod deres tilbud, men de insisterede på, at det ville være lige så fantastisk for dem at gøre det for mig," fortalte Chandara til CBS News.
"De fortalte mig, at den bedste måde at takke dem på, ville være at være mit bedst mulige jeg, drømme stort og stræbe efter mine mål," tilføjede hun efter at have spurgt parret, hvad hun kunne gøre for at gengælde dem for deres gave.
Chandara kunne dermed vende tilbage til universitetet, men parret har valgt ikke at stå frem med hverken navn eller ansigt.
"De har virkelig ændret mit liv - ikke kun økonomisk, men også måden, jeg ser tingene på. De er de smukkeste og mest venlige mennesker, jeg er stødt på, og jeg ser virkelig op til dem. Jeg kan ikke vente med, at de ser mig blive færdiguddannet," fortsatte hun.