Sebastian Juul
En tidligere markant støtte af præsident Vladimir Putin har vendt sig mod det system, han selv har forsvaret.
Efterhånden som krigen i Ukraine trækker ud, og presset på det russiske samfund stiger, bliver sprækkerne i den offentlige loyalitet over for Kreml stadig mere synlige.
Flere begynder at bryde med den officielle linje, og kritik, som tidligere blev betragtet som utænkelig, når nu i stigende grad offentligheden.
Senest er endnu en opsigtsvækkende historie kommet frem: En tidligere markant Putin-tilhænger har nu vendt sig mod det system, han engang forsvarede.
Ilya Remeslo, der i årevis var kendt som en ihærdig pro-Kreml-blogger, har efter sin løsladelse fra en psykiatrisk klinik taget afstand fra den russiske regering. På sin Telegram-kanal gør han klart, at han ikke længere genkender det Rusland, han engang støttede, skriver mediet UAWIRE.
Et opgør med fortiden
Remeslo beskriver sin ændrede holdning som et resultat af dybtgående forandringer i landet. Han mener, at det Rusland, han støttede fra 2014 til 2021, i praksis ikke længere eksisterer. Dengang oplevede han situationen som mere stabil, med mindre censur og uden en fuldskalakrig.
Han understreger, at hans tidligere loyalitet var knyttet til en stat, der ikke længere findes i sin oprindelige form, og derfor føler han sig ikke længere forpligtet til at støtte præsidenten eller det nuværende styre. Hans udmelding markerer et markant brud med hans tidligere rolle, hvor han ofte deltog i offentlige angreb på kritikere af regeringen.
Frygt og voksende utilfredshed
Samtidig kritiserer Remeslo det nuværende klima i Rusland. Han fremhæver, at mange med tilknytning til systemet ønsker at ytre kritik, men holder sig tilbage af frygt for retsforfølgelse eller sociale konsekvenser.
Hans indlæggelse på en psykiatrisk klinik har vakt opsigt og givet anledning til spekulationer om, hvorvidt kritikere i stigende grad udsættes for pres. Sagen har skabt debat i både russiske og internationale medier.
Remeslos udmelding tolkes forskelligt: Nogle ser den som et tegn på interne spændinger, mens andre afviser den som et isoleret tilfælde. Uanset fortolkning bidrager historien til et billede af et samfund, hvor loyaliteten ikke længere er entydig.
