Overvejer du at tage til Ukraine og kæmpe: Her er hvad du bør overveje

02/03/2022 10:18

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

Siden statsminister Mette Frederiksen søndag d. 27. februar 2022 var ude at sige, at der ikke juridisk var noget i vejen for, at danskere tog til Ukraine for at kæmpe, har der været en stor interesse for at rejse afsted. Det er dog ikke uden konsekvenser at drage i krig og der er også en lang række overvejelser, som du bør gøre, inden du tager afsted. Derfor har Folk & Sikkerhed sammen med Danmarks Veteraner udarbejdet en liste med ting, som man bør tænke grundigt igennem, inden man pakker tasken og rejser afsted mod Ukraine.

Folk & Sikkerhed og Danmarks Veteraner har erfaring fra en lang række internationale missioner og kender til såvel krig og krigens konsekvenser, hvorfor nogle råd vil være juridiske, mens andre mere personlige og praktiske.

Og det er vigtigt at understrege, at hvis man rejser afsted som privatperson til Ukraine for at kæmpe, så har man ikke det kæmpe apparat af støtte, som forsvaret i dag yder i støtte til sårede danske veteraner.

Inden du rejser, bør du stille dig følgende personlige spørgsmål:

  • Har jeg lyst til at miste livet?
  • Har jeg lyst til at risikere mit fysiske og psykiske velbefindende resten af livet?
  • Er jeg i fysisk god form?
  • Har jeg erfaring med at agere i pressede situationer?
  • Har jeg erfaring med at betjene våben, arbejde under kommando?
  • Har jeg mulighed for at forstå eller lære ukrainsk i en fart?

Hvis du ikke har nogen kamperfaring, ikke kan sproget eller er i god fysisk form, risikerer du at være til mere skade end gavn for dem, som du ønsker at hjælpe.

Hvis du stadig ønsker at rejse afsted, bør du overveje at:

  • Kontakte den ukrainske ambassade og få råd og vejledning
  • Kontakte udenrigsministeriet og få dig på Danskerlisten, så de ved, at du befinder dig i landet
  • Sikre dig, at du bliver indskrevet i den ukrainske hær, så du indtræder som kombattant i krigen og derved er underlagt Genevekonventionen/folkeretten
  • Skrive din sidste vilje / testamente, hvis det værst tænkelige skulle ske. 

Derudover skal du vide, at:

  • din forsikring ikke dækker, hvis der skulle ske noget (med mindre, at du kan tegne en specialforsikring)
  • hvis der sker noget, så er du underlagt det ukrainske sundhedsvæsen. Evakuering og rejse til Danmark sker for egen regning.
  • i Danmark har du som dansk statsborger ret til den samme hjælp, som alle andre danske statsborgere, men ikke ret til nogen særlig form for støtte
  • du skal leve med det, du gør – resten af dit liv
  • du må ikke bære genstande udleveret fra det danske forsvar, hverken nyt som gammelt, herunder også Dannebrog, da du skal kæmpe under ukrainsk flag. Bliver Dannebrog set i krigszonen, kan det blive misbrugt af fjenden. 

Er du dansk veteran?

Er du dansk veteran? Og evt. skadet veteran, der har fået udbetalt en erstatning eller er på offentlige ydelser, risikerer du at miste alle ydelser og herunder få frakendt din erstatning og skal betale dette tilbage. 

Bemærk, at der ikke gælder nogle særlige ydelser eller særlig støtte, hvis du kommer hjem og er skadet, enten fysisk eller psykisk, hvis du skulle blive skadet i Ukraine. 

Hvad kan jeg gøre i stedet?

Der mange andre ting, du kan gøre end at tage i kamp. Vi anbefaler dig at kigge på de allerede etablerede organisationer, herunder eventuelt kontakte dem og høre, hvordan du bedst muligt kan hjælpe dem. Derudover er der en række andre muligheder, hvis du stadig har lyst til at gøre noget helt konkret.

  • Du kan støtte med penge
  • Du kan indgå i en af de mange frivillige organisationer og støtte med logistik, hænder til uddeling af nødhjælp, transport og meget mere.
  • Du kan rejse til grænsen til Rumænien/Polen og hjælpe der.