Min mor var død, og jeg var for længst blevet voksen. Alligevel lå de der – ni dagbøger og en liste på ti sider, hvor hun havde skrevet alt det, hun fortrød. Da jeg bladrede gennem hendes håndskrevne sider, skete der noget inde i mig. Noget knækkede – og samtidig åbnede det sig.
Min barndom havde været et minefelt. Jeg lærte tidligt at gemme mig under sengen og holde vejret, når hendes vrede eksploderede. Hun slog, råbte, hev os i håret og beordrede natlig rengøring. Hun råbte, at vi aldrig skulle have været født – og jeg troede på hende. Dengang.
Da jeg blev 30, insisterede hun på, at vi gik i terapi sammen. Hun ville læse sin bodsliste op for mig. "Da Leslie var fem, lukkede jeg hende igen og igen ind i skralderummet og sagde, at jeg ikke ville have hende mere," sagde hun. Jeg kunne næsten ikke få luft. Men alligevel sagde jeg til sidst: "Mor, jeg tilgiver dig." Det var ikke sandt. Men jeg havde brug for at tro på, at det kunne blive det.
Hendes forandring begyndte med buddhismen. Hun havde planlagt at tage sit eget liv, men i stedet inviterede hun mig med til 100 dages chanting. Jeg var 13. Vi chantede sammen, og langsomt blev hun mildere. Hun lagde stofferne og volden bag sig. Hun begyndte at ville os det godt.
Efter hendes død fandt jeg dagbøgerne. I dem læste jeg om hendes dybe selvhad og hendes kamp for at forstå det, hun havde gjort. Det ramte mig hårdt – men det blev også begyndelsen på min heling. Hun tog det første skridt mod forandring, og nu fører jeg den videre.
Hun gav mig det, hun selv aldrig fik: en ende på den ondskab, der går i arv. Det er det største, hun kunne give mig. Og det største, jeg kan give videre.
Historien er bragt af Huffington Post. I dag er Leslie forfatter og har udgivet en bog om at overleve efter en voldelig barndom.
