Fordi han ikke selv turde begive sig nedad, måtte en 26-årig vandrer reddes fra et bjerg i Sonnenkopf. Den unge mand ringede først til en bekendt omkring kl. 19.30 og bad om hjælp. Hans ven kontaktede redderne, som informerede den hjælpeløse vandrer om, at han selv skulle betale omkostningerne for indsatsen, hvorefter han afviste hjælpen.
Kl. 21.45 iværksatte redderne og politiet alligevel en redningsaktion, hvilket politiet besluttede at gøre 'på grund af den fremskredne tid, de lave temperaturer og mandens manglende udstyr'. Kort efter midnat blev han reddet, hvorfor politiet undersøgte muligheden for at pålægge ham omkostningerne for indsatsen.
Redderne i området skelner generelt mellem specialindsatser, for eksempel når vandrere er faret vild eller er udmattede, og nødindsatser, hvor mennesker er kommet til skade eller har brug for medicinsk hjælp. Disse nødindsatser skal der ikke betales noget for.
Hvis de reddede er uskadte, skal de selv betale for indsatsen - medmindre de har en forsikring, der står klar til at dække omkostningerne for dem. Det må man antage, at den 26-årige mand ikke havde, siden han nægtede at tage imod hjælpen.
Ifølge pressechef Roland Ampenberger antages det, at nogen vil have hjælp, når de beslutter sig for at ringe til alarmcentralen.
"Når nogen ringer til 112, antager vi, at de ønsker at blive reddet - og at spørgsmålet om omkostninger er sekundært i det øjeblik," sagde han ifølge det tyske medie BR.
For at klarlægge, hvilken hjælp personen har brug for, forsøger redderne altid at kontakte vedkommende, før redningsindsatsen starter.
"Hvis nogen siger, de er i nød, rykker redderne ud og yder den bedst mulige hjælp, uanset om personen er kommet til skade eller af andre grunde er i nød," lød det fra Ampenberger.
For redderne spiller dette spørgsmål altså ingen rolle, hvorvidt det er den pågældende person, der selv kommer til at stå med regningen i sidste ende.
