Fik dødsstraf ved fejl: Efter 46 år modtager han rekordstor erstatning

07/04/2025 12:20

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Iwao Hakamada tilbragte næsten halvdelen af sit liv på dødsgangen i Japan.

Andre læser også

Iwao Hakamada tilbragte næsten halvdelen af sit liv på dødsgangen i Japan. Nu modtager han millioner i kompensation, men de psykiske og fysiske skader kan ikke gøres godt igen.

Det skriver CNN.

46 år som uskyldigt dømt

Den tidligere bokser Iwao Hakamada blev i 1968 dømt til døden for et fire-dobbelt mord i Shizuoka, Japan. På det tidspunkt var han 32 år gammel, og han har altid hævdet, at politiet tvang ham til at afgive en falsk tilståelse gennem trusler og vold.

På trods af en dommers modstand blev han idømt dødsstraf med en 2-1-afgørelse.

Hakamada blev løsladt i 2014, efter at nye dna-beviser viste, at det blodplettede tøj, der blev brugt som bevis, var blevet anbragt lang tid efter mordene.

I 2023 blev han endelig frikendt efter en langvarig retssag, som satte fokus på Japans retssystem. Et system med en domfældelsesprocent på 99.

Rekorderstatning

En japansk domstol har nu tilkendt Hakamada over 217 millioner yen i kompensation – svarende til omkring 1,4 millioner amerikanske dollar eller cirka 590 danske kroner for hver dag, han sad fængslet.

Det er den største erstatning, der nogensinde er blevet udbetalt for en fejlagtig dom i Japan.

Hans advokat kalder erstatningen historisk, men understreger, at beløbet aldrig kan gøre op for de lidelser, Hakamada har lidt.

Ifølge hans søster har mange års isolation og usikkerhed haft dybtgående psykologiske konsekvenser. Hun fortæller, at han i dag lever i sin egen verden og ofte har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi.

Familien har undladt at tale om retssagen med ham, da han ikke længere er i stand til at forholde sig til den.

Sagen har genoplivet debatten om dødsstraf i Japan og givet anledning til fornyet kritik af landets retssystem, hvor fejl kan få livslange konsekvenser.