Forestil dig at have et kunstværk til næsten en million dollars stående på dit klaver – uden overhovedet at vide det.
Det var netop tilfældet for en familie i det centrale Frankrig, som for nylig opdagede, at den lille marmorfigur, de i årevis havde troet blot var en ubetydelig kopi, faktisk var et originalt værk af den franske billedhugger Auguste Rodin.
Det rapporterer CNN.
Skulpturen havde ikke været offentligt kendt siden 1906 og havde i mellemtiden stået diskret blandt familiens fotografier derhjemme. Men i mandags blev den solgt på en fransk auktion for knap en million dollars – svarende til cirka 6,4 millioner kroner.
"Det er bare en kopi – ikke noget særligt," lød den oprindelige antagelse. Men det kunne ikke være mere forkert.
Det var Aymeric Rouillac fra det pågældende auktionshus, der fik en mistanke om, at noget ikke stemte. Da han undersøgte skulpturen nærmere, lagde han mærke til den detaljerede gengivelse af muskler og rygrad – noget, der ikke just tydede på en billig efterligning.
"Man kan mærke hver eneste ryghvirvel," forklarede han.
Efter en grundig vurdering fra Comité Rodin blev det bekræftet: Der var tale om et ægte – og meget sjældent – Rodin-værk. Ifølge kunsteksperten Jérôme Le Blay stammer skulpturen fra en periode, hvor Rodin selv arbejdede intenst med sine værker og kun skabte et begrænset antal af dem.
Netop det gør figuren ekstra værdifuld og forklarer, hvorfor den blev solgt for et så højt beløb. Efter en heftig budrunde endte en ung bankmand fra den amerikanske vestkyst med at sikre sig skulpturen.