Familien til en teenagepige siger, at de blev chokerede, da deres datter angiveligt opdagede en iPhone tapet til bagsiden af et flytoiletsæde. De gav udtryk for, at de mente, at et besætningsmedlem satte den der i håb om at optage den 14-årige, mens hun brugte toilettet.
Familien rejste med American Airlines fra Charlotte til Boston den 2. september sidste år, da den påståede hændelse fandt sted.
Et billede af telefonen, der var dækket med rød og hvid tape, med undtagelse af blitz og kamera på bagsiden af enheden, havde 'Inoperative Catering Equipment' og 'Remove From Service' trykt på sig. Desuden var der også en note, hvor der stod skrevet 'Seat Broken'.
Billedet blev delt ud til medierne af advokatfirmaet Lewis & Llewellyn, LLP, som repræsenterede familien.
Familien fortalte til New York Post, at deres datter havde ventet i kø for at bruge toilettet, da en mandlig steward nærmede sig pigen og tilbød at tage hende med op til første klasse, hvor der ikke var kø til toilettet.
Familien hævdede, at besætningsmedlemmet førte hende med til den forreste del af flyet, men smuttede ind på toilettet foran pigen. Her sagde han, at han hurtigt skulle vaske hænder, før hun brugte faciliteterne.
Da han forlod toilettet, fortalte han pigen, at toiletsædet var i stykker, men at hun ikke skulle bekymre sig om det. Sådan lød det fra familien i en skriftlig erklæring. Først efter hun havde skyllet ud, opdagede hun telefonen og tog et billede af den, sagde familien.
Den mandlige steward gik derefter ind på toilettet igen, efter hun forlod det, hævdede familien. Pigens mor sagde, at hendes datter fortalte om telefonen, da hun kom tilbage til sit sæde. Det fik naturligvis moderen til at gå op til første klasse for at undersøge det.
Da hun ankom, var telefonen væk, fortalte hun til New York Post. Så hun begyndte at stille spørgsmål til besætningen.
"Jeg husker, at den mandlige stewards ansigt blev helt hvidt," sagde faderen og bemærkede, at de ikke så ham resten af flyvningen.
"American Airlines fly 1441 fra Charlotte (CLT) til Boston (BOS) blev mødt af politiet ved ankomst. Vi tager denne sag meget alvorligt og samarbejder fuldt ud med politiet i deres undersøgelse, da sikkerhed og tryghed er vores højeste prioriteter," sagde en talsmand for flyselskabet til WSOC.
"Disse hændelser har efterladt vores datter - og hele familien - chokerede og dybt foruroligede," skrev familien i en erklæring.