Aleksandr og Nataliya var kørt til Oregon med deres lille dreng. De anede ikke, hvad turen hjem ville kræve af dem.
Lille Michael Yeremeyev var kun otte måneder gammel. Han var født med Downs syndrom og havde tilbragt sine første seks måneder på Seattle Children’s Hospital, før han endelig kom hjem til familien i Seattle.
I september 2024 tog forældrene Aleksandr og Nataliya ham med på et religiøst retreat i Salem i Oregon, cirka fire timers kørsel hjemmefra.
Men sent om natten gik det galt. Michaels vejrtrækning blev pludselig hurtig og overfladisk, og forældrene fik ham hastet til det nærmeste hospital, Salem Hospital.
Lægerne kæmpede for drengens liv. Men få timer senere stod det klart, at der ikke var mere at gøre. Michael døde på hospitalet, langt fra alt det trygge.
Og det var her, det ufattelige begyndte.
For da de knuste forældre spurgte, hvordan de fik deres søns lille krop værdigt hjem til Seattle, afviste personalet ifølge familien at hjælpe. En bedemand ville være “for dyr”, fik de at vide, og hospitalet ville ikke opbevare Michael i et kølerum. De manglede endda papir til at printe de nødvendige transportpapirer, lød det.
I stedet fik forældrene besked på at tage Michael med hjem selv. I deres egen bil.
Det skriver Fox 13 Seattle.
Så satte Aleksandr sig bag rattet og kørte de fire timer mod Seattle med sin døde søn liggende på bagsædet. Nataliya fulgte efter i en anden bil sammen med familiens øvrige børn.
“Det var en forfærdelig oplevelse at have fire timer, hvor din otte måneder gamle babys krop ligger på dit bagsæde,” har familiens advokat Anna Brunkenhoefer sagt om turen.
Da de endelig nåede frem til en bedemand i Seattle, ventede endnu en grusom detalje. Aleksandr måtte selv rengøre bilen, fordi der var sivet væske fra drengens krop ned i sædet undervejs.
Nu har familien anlagt sag mod Salem Health Hospitals & Clinics og en af hospitalets læger. De kræver 10 millioner dollars (cirka 65 millioner kroner) i erstatning for det, de kalder grov forsømmelse.
“Ingen forældre, ingen af deres nærmeste burde nogensinde placeres i den situation, som familien Yeremeyev blev placeret i,” siger advokaten.