Angrebet skete på få sekunder – og kostede drengen livet.
Lige nu læser andre
5-årige Pulsing Ajnera legede på en mark i Gujarat, da en løve pludselig sprang frem og greb fat i ham. Hans far kunne kun se hjælpeløst til, mens løven trak drengen væk, trods familiens desperate forsøg på at jage dyret væk med sten og grene.
“Den her løve greb mit yngste barn og forsvandt,” fortæller faderen, Heera Ajnera, til CNN.
Drengens tragiske død er blot et af de mange dødelige angreb, som har rystet Indien. I år alene er syv mennesker blevet dræbt af løver, og på fem år har tallet allerede rundet 20.
Løvebestanden vokser – og problemerne følger med
For blot få årtier siden var den asiatiske løve tæt på at forsvinde fra Indien. Gennem jagtforbud og massive bevaringsinitiativer er bestanden i Gujarat dog vokset med 30 procent på bare fem år. I dag lever der 891 løver i delstaten.
Selvom det kan ses som en succes, medfører væksten også nye udfordringer.
Læs også
Ifølge Mads Bertelsen, zoologisk direktør i Københavns Zoo, er det netop manglen på plads, der skaber farlige situationer:
“Bestanden er steget, og løverne har brug for mere plads. De begynder derfor at forlade de beskyttede områder, og det er her, konflikterne opstår.”
Løver på uventede steder
Naturbiologen Ravi Chellam beskriver, hvordan løverne i stigende grad bevæger sig ind i beboede områder. De er blevet set på parkeringspladser, i hotelkældre og endda på taget af private hjem.
Denne udvikling presser lokalbefolkningen, selvom løverne samtidig tiltrækker turister og giver økonomiske gevinster til de landsbyer, der ligger tæt på Gir Nationalpark.
Krav om løsninger
Eksperter har længe opfordret til, at nogle af løverne bliver flyttet til andre områder i Indien, men indtil videre har det ikke ført til handling. Andre forslag som hegn, oplysningskampagner eller, i værste fald, en regulering af bestanden, bliver også diskuteret.
Alle disse løsninger kommer dog med egne udfordringer, hvad enten de er økonomiske eller genetiske, hvis bestanden reduceres for meget.
Læs også
For familier som Ajnera er de teoretiske løsninger ikke længere relevante – de lever med en konstant frygt for et dyr, der både repræsenterer et bevaringshåb og en akut trussel.