5-årig dreng gjorde det, som absolut ikke må ske på et museum: Gik ud over oldgammel og ekstremt sjælden vase

10/09/2024 06:35

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Hecht Museum
En 5-årig drengs forældre fik formentlig MANGE rynker i panden, da de forleden var på museum med deres søn

Mest læste i dag

Museer huser en bred vifte af værdifulde og ofte uvurderlige genstande, der er så sjældne, betydningsfulde eller smukke, at de fortjener en plads i et museum.

Typisk er sådanne genstande beskyttet af afspærringer eller glas på grund af deres alder og sjældenhed, men det er ikke altid tilfældet.

Et eksempel på dette er Hecht Museum i Haifa, Israel, hvor flere historiske genstande står frit udstillet uden særlig beskyttelse.

Ifølge Lihi Laszlo, talsperson for museet, er det museumets politik at udstille genstande uden glas eller afspærringer, "hvis det er muligt," da det giver en "ekstra charme."

Denne politik medførte for nylig en uheldig hændelse, da en ung dreng ved et uheld væltede en 3.500 år gammel vase, som gik i stykker.

Det skriver BBC.

Vasen, der stammede fra bronzealderen og var fremstillet mellem 2200 f.Kr. og 1500 f.Kr., var ekstra sjælden på grund af sin usædvanlige intakthed, men den er nu ødelagt.

Den smadrede vase / Foto: Hecht Museum

Plejer at føre til politianmeldelse

Laszlo har forklaret, at museet tager hærværk og sabotage meget alvorligt, og sådanne tilfælde vil normalt føre til en politianmeldelse. "Der er situationer, hvor udstillede genstande bevidst bliver beskadiget, og sådanne tilfælde håndteres meget seriøst, herunder ved at involvere politiet," sagde hun. Men dette var ikke tilfældet med den 5-årige dreng.

"Her var det en ulykke forårsaget af et ungt barn, der besøgte museet [...]," sagde Laszlo, og tilføjede, at drengen og hans familie er velkomne til at komme tilbage til museet.

En specialist vil forsøge at reparere den ødelagte vase, og museet håber, at den snart kan vende tilbage til udstillingen. På trods af hændelsen vil museet fortsætte med sin politik om at udstille genstande uden afspærringer.