En ung kvinde var tæt på at miste livet, efter at en knækket tand førte til blodforgiftning (sepsis). Den 19-årige Courtney Bailey knækkede sin tand ved et uheld, da hun bed ned i sin tungepiercing, mens hun legede med sin hund.
Det resulterede i en byld, som fik hende til at kaste op, og infektionen spredte sig fra tandkødet til halsen. I løbet af natten hævede hendes ansigt til fem gange sin normale størrelse, og hun fik svært ved at trække vejret.
Courtney søgte hjælp på hospitalet, men fik at vide, at hun skulle kontakte tandlægen i stedet, og hun blev udskrevet med en recept på antibiotika. Desværre reagerede hun allergisk på medicinen, hvilket fik hendes hals til at hæve yderligere og gjorde vejrtrækningen endnu vanskeligere.
Hun vendte hurtigt tilbage til hospitalet, hvor det blev konstateret, at hun havde sepsis, og hun måtte opereres for at fjerne infektionen i halsen. Lægerne fortalte hende, at hvis hun havde ventet blot halvanden time mere med at komme, kunne det have kostet hende livet.
Courtney, der arbejder som selvstændig hundelufter og bor i Bolton i Greater Manchester, har fortalt om sin skræmmende oplevelse til nyhedsbureauet SWNS.
"Jeg lignede Quagmire fra Family Guy. Mit ansigt var fem gange større end normalt. Det kunne have kostet mig livet. Hospitalet sagde, at hvis jeg var kommet halvanden time senere, havde jeg ikke overlevet," fortalte hun.
Det hele begyndte, da Courtney blev overstimuleret, mens hun legede med sin chihuahua, og ved et uheld bed ned i sin tungepiercing og knækkede en tand.
"Min kæreste opdagede, at min mund begyndte at hæve," sagde hun.
Men hun gik i seng i håbet om, at det ville blive bedre næste dag. Da hun vågnede, var hævelsen steget, og hun tog til hospitalet.
"Jeg havde svært ved at trække vejret," forklarede hun.
På hospitalet fik hun besked om, at de ikke kunne hjælpe hende der, og at hun skulle have en akut tid hos tandlægen for at få tanden behandlet. Hjemme fik Courtney mere og mere ondt i halsen og fik svært ved at synke mad, og kort tid efter begyndte hun at kaste op.
Bylden blev værre, og hos tandlægen fik hun at vide, at de ikke kunne reparere tanden på grund af infektionen og derfor gav hende antibiotika. Medicinen indeholdt penicillin, som Courtney er allergisk overfor, og derfor forværredes hendes symptomer med konstante opkastninger.
Hendes kæreste, 21-årige Austin Hoy, opfordrede hende til at ringe til alarmcentralen.
"Det var ham, der reddede mit liv. Han sagde: ’Hvis du ikke ringer til 111, dør du.’ Jeg fortalte, at min hals var hævet, mit hjerte hamrede, og jeg gik ind og ud af bevidsthed," fortalte Courtney.
Hun blev akut indlagt og diagnosticeret med sepsis efter blodprøver.
"Det føltes som om, hele min krop brændte," fortalte hun.
Courtney fik lagt et drop og blev sendt videre til et andet hospital, hvor hun skulle opereres den 11. april for at fjerne infektionen.
"De satte to små rør i min hals, og jeg havde en kolostomipose på halsen, mens væsken blev drænet ud," fortalte hun.
Hun tilbragte yderligere tre dage på hospitalet, mens væsken blev drænet, og blev udskrevet den 14. april. Nu vil hun gerne øge bevidstheden om symptomerne på sepsis – som hedeture, appetitløshed, forvirring og åndedrætsbesvær.
"Det påvirkede mig ikke så meget i situationen – jeg holdt hovedet højt. Men når jeg ser tilbage, var det det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet," sagde hun.