Den daglige fysiske og psykiske vold blev til sidst ubærlig for en 19-årig kvinde fra Indien, der for syv måneder siden blev gift med den mand, som ifølge anklagerne havde voldtaget hende før ægteskabet.
Den unge kvinde, som kom fra delstaten Haryana i det nordlige Indien, så tidligere på ugen ingen anden udvej end at tage sit eget liv, skriver The Independent.
Ifølge både kvindens mor og det lokale politi levede hun i et voldeligt forhold med manden, som hun blev tvunget til at gifte sig med efter voldtægten.
– Hun blev udsat for både fysisk og psykisk mishandling, udtaler betjenten Sunil Kumar til Times of India.
Beslutningen om ægteskabet blev truffet af et lokalt ældreråd i hendes landsby, som pålagde hende at gifte sig med gerningsmanden.
Med vielsen blev voldtægtsmanden fritaget for retsforfølgelse, og i stedet blev hans offer reduceret til en del af hans husholdning – uden mulighed for retfærdighed eller beskyttelse.