Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at være opmærksom i trafikken – både når man selv er på farten og i forhold til nye tiltag og regler.
Er du en af dem, der af og til tager på rejse til udlandet, nærmere bestemt Sverige og Frankrig, bør du overveje at tage læsebrillerne på.
Årsagen er, at avancerede kameraer med kunstig intelligens nu skaber debat blandt bilister i de to lande.
Ifølge mediet Carup kan de nye superkameraer ikke kun måle hastighed, men også opdage, hvis føreren bruger mobiltelefon eller ikke har sikkerhedssele på, hvilket har affødt både kritik og bekymringer.
I Sverige havde Trafikstyrelsen oprindeligt planer om at installere disse kameraer, men for nylig valgte regeringen at droppe projektet. Infrastrukturminister Andreas Carlson har udtalt, at der i stedet vil blive undersøgt alternative løsninger i samarbejde med Trafikstyrelsen.
I Frankrig derimod er planen en anden, og regeringen har afsat 46 millioner euro i sit 2025-budget til at øge antallet af kameraer fra 4.000 til 4.160 og påbegynde installationen af de nye kameraer allerede næste år.
De nye kameraer vil ifølge regeringen kunne registrere bilister, der ikke bruger sikkerhedssele, eller som bruger mobiltelefon under kørsel.
Men planerne er blevet mødt med stærk modstand. En fransk bilistorganisation har kritiseret initiativet og mener, at regeringen bør fokusere mere på forebyggende tiltag og øget polititilstedeværelse i stedet for automatiske bøder.
"Alle disse beslutninger skaber bekymring, for regeringen planlægger en lavine af bøder," skriver organisationen i en pressemeddelelse.