FBI har netop udsendt en advarsel til brugere af Chrome, Safari og Edge om en ny cybertrussel, der kan inficere din computer med malware og stjæle dine personlige data.
Det skriver Forbes.
Falske værktøjer spreder skadelig software
Ifølge FBI er det især hjemmesider, der tilbyder gratis dokumentkonvertering, der bliver udnyttet til at narre intetanende brugere.
Bag de tilsyneladende uskyldige tjenester står kriminelle, der bruger konverteringsværktøjerne til at installere skadelig software på enhederne, hvilket kan føre til alt fra ransomware-angreb til identitetstyveri. FBI advarer om, at mange brugere først opdager problemet, når deres enhed allerede er inficeret.
Truslen er ikke kun begrænset til hjemmesider, men også falske apps i Apple og Googles appbutikker spiller en rolle i problemet. Dog er der sikkerhedsforanstaltninger i appbutikkerne, mens der ikke er nogen beskyttelse mod ondsindede hjemmesider.
For at beskytte dig mod disse trusler anbefaler FBI følgende forholdsregler:
Brug kun konverteringsværktøjer fra velkendte og troværdige kilder, som dem der følger med dit styresystem.
Undgå at uploade følsomme filer til ukendte hjemmesider, da hackere kan udnytte dem til svindel.
Sørg for, at din browser og antivirusprogram er opdateret for at kunne blokere mange skadelige sider.
Aktivér sikker browsing i din browser, som kan advare mod farlige hjemmesider.
Hackere udgiver sig for kendte brands
Cybersikkerhedseksperter advarer også om, at hackere i stigende grad efterligner kendte tjenester som Adobe og DocuSign for at lokke brugere til at oplyse deres loginoplysninger. Senest har hackergrupper oprettet falske Microsoft OAuth-apps, der udgiver sig for at være officielle tjenester fra Adobe og Microsoft 365. Når brugerne logger ind, bliver deres konti kompromitteret, og deres oplysninger kan ende i de forkerte hænder.
FBI understreger vigtigheden af at være opmærksom på, hvad man klikker på online:
"Tag en dyb indånding, og tænk dig om, før du handler online. Vær bevidst om, hvilke risici du udsætter dig selv for," lyder rådet.
Hvis du mistænker, at du har været udsat for et angreb, anbefaler FBI, at du straks ændrer dine adgangskoder, tjekker dine konti for mistænkelig aktivitet og anmelder hændelsen på IC3.gov.
Cyberkriminalitet udvikler sig konstant, og hackere finder nye metoder til at lokke brugere i fælden. Næste gang du skal konvertere et dokument online, bør du tænke dig om en ekstra gang.