Nu hvor sommeren er over os, får du sikkert mere sollys i løbet af dagen, hvilket hjælper kroppen med at danne D-vitamin. Men betyder det, at du kan droppe dit daglige D-vitamintilskud i sommermånederne?
De fleste eksperter mener, at du stadig bør tage D-vitamin, også kaldet ’solskinsvitaminet’, selvom solen skinner. Der er nemlig flere grunde til, at solen ikke altid er nok til at dække dit behov, og derfor kan et tilskud stadig være vigtigt.
Har du brug for D-vitamintilskud om sommeren?
Din krop producerer naturligt D-vitamin, når huden udsættes for sollys, men det er ikke altid nok til at opveje de lave niveauer fra vinteren, forklarer Hedva Barenholtz Levy, farmaceut med speciale i geriatri, til Health.
“De fleste, der er i risiko for lave D-vitaminniveauer, har brug for tilskud hele året rundt,” siger Hedva Barenholtz Levy.
Flere faktorer spiller ind på, hvor meget D-vitamin din hud kan danne af sig selv, såsom:
Hudens pigmentering
Din alder
Tidspunktet på dagen, du opholder dig ude
Kost med lavt indhold af D-vitamin
Medicin, der kan hæmme kroppens D-vitaminproduktion
Den eneste måde at vide med sikkerhed, om du har brug for tilskud om sommeren, er via en blodprøve. Ønsker du det, bør du tage kontakt til din læge.
Hvor meget sollys skal der til for at få nok D-vitamin?
Ifølge læge Brynna Connor, som er specialist i anti-aging og regenerativ medicin, kræver det typisk 10-30 minutters direkte sollys på arme, ben eller ansigt flere gange om ugen for at dække dit D-vitaminbehov.
Bor du i nordlige egne eller har du mørk hud, kan du have brug for længere tid i solen.
“Middagsolen er generelt mest effektiv til at danne D-vitamin,” siger hun.
Men Connor understreger også, at for lang tid i solen kan føre til solskoldning og øget risiko for hudkræft.
Hvor hurtigt kan solen skabe D-vitamin?
UV-B-stråler i sollyset omdannes i huden til D3-vitamin, som er den aktive form. Ifølge Levy kan sollys flere gange om ugen dække op til 80 % af kroppens behov.
Men hvis du er over 65, har mørk hud eller bruger solcreme, er din evne til at danne D-vitamin naturligt lavere.
Hvor meget D-vitamin har du egentlig brug for?
Den anbefalede daglige dosis (RDA) er 15 mikrogram (600 IU) for voksne mellem 19 og 70 år og 20 mikrogram (800 IU) for dem over 70, forklarer Jen Hernandez, klinisk diætist og grundlægger af Plant-Powered Kidneys.
En sundhedsfaglig person bør justere dit tilskud baseret på blodprøveresultater.
“Det kan betyde, at du tager mere D-vitamin om vinteren og mindre – eller slet intet – om sommeren,” fortæller Jen Hernandez.