Denne form for kræft kan være udryddet om få år

27/04/2025 19:26

|

Sebastian Ilsøth

Foto: shisu_ka/Shutterstock
Ifølge ny rapport kan denne kræfttype forsvinde helt fra Danmark.

Andre læser også

Nogle beskeder glemmer man aldrig.

En af de mest skelsættende er, når lægen siger: "Du har kræft."

Men nu er der for første gang håb om, at danske kvinder i fremtiden kan undgå netop denne besked – i hvert fald når det gælder livmoderhalskræft.

Eksperter vurderer, at sygdommen er så tæt på at blive udryddet i Danmark, at den kan være væk allerede inden for 10-15 år.

Livmoderhalskræft kan dermed blive den første kræftform, der helt forsvinder.

"Det er helt enestående, at vi i dag kan sige, at vi står på tærsklen til at udrydde en kræfttype inden for overskuelig tid," udtaler Janne Bigaard, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.

Sammen med to andre førende forskere har hun analyseret, hvordan det går med de tre vigtigste områder i kampen mod sygdommen: HPV-vaccination, screening og opfølgning på celleforandringer.

Resultaterne viser, at 89 procent af alle 12-årige piger og drenge får det første stik med HPV-vaccinen – meget tæt på det nationale mål på 90 procent.

Desuden bliver celleforandringer næsten altid fulgt op med yderligere undersøgelser.

Til gengæld deltager kun omkring 60 procent af kvinderne i screeningsprogrammet, hvor målet er 70 procent.

For at forbedre dette foreslår forskerne at udbrede tilbuddet om hjemmeprøver, som allerede har fået flere kvinder til at tage imod screeningen.

Hvis udviklingen fortsætter, kan Danmark blive blandt de første lande i Europa til at eliminere livmoderhalskræft – en sygdom, der for få årtier siden var den tredjehyppigste kræftform blandt kvinder i landet.