3 ting, du bør ændre på, hvis du har problemer med at sove

20/09/2024 20:05

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
22 procent af danskerne plages af dårlig søvn.

Mest læste i dag

Danskerne plages i stigende grad af søvnbesvær.

Ifølge data fra Den Nationale Sundhedsprofil har omkring 22 procent af danskerne oplevet "meget stor træthed" i en specifik 14-dages periode i 2023. Til sammenligning var tallet cirka 15 procent i 2010.

Birgitte Rahbek Kornum, søvnforsker ved Københavns Universitet, forklarer, at stigningen delvist skyldes et øget stressniveau blandt danskerne og en større opmærksomhed på søvnens betydning.

"Den omfattende mediedækning om søvnens vigtighed har fået flere til at frygte konsekvenserne af søvnmangel, hvilket er berettiget, da det øger risikoen for sygdomme og nedsætter både kognitiv funktion, koncentrationsevne, problemløsning og emotionel kontrol," påpeger Birgitte Rahbek Kornum.

Den stigende bevidsthed om søvnmangel har ført til, at flere danskere søger rådgivning om god søvn. Det oplever blandt andet sengeforhandleren Drømmeland, som blev grundlagt i 1975 og havde en rekordhøj omsætning i 2023.

"God søvn er blevet en megatrend, og flere efterspørger grundig vejledning om, hvordan man opnår den optimale søvn. Under corona havde mange bedre tid og økonomi til at prioritere deres søvn, og den tendens ser ud til at fortsætte. Dog er danskerne blevet mere prisbevidste på grund af inflation og stigende renter," siger Jonas Theis Nielsen, sengerådgiver hos Drømmeland. Han tilføjer:

"Folk ser stadig sengen som en langsigtet investering i deres søvn og velvære, hvor prisen balanceres med komfort og kvalitet. Ideelt set bør vi få mindst otte timers søvn i døgnet, hvilket svarer til fire måneder om året og en tredjedel af vores liv. Denne viden gør, at flere søger rådgivning frem for at vælge den billigste seng."

Tre faktorer, der fremmer søvnen

Med den øgede opmærksomhed på søvn spiller sengens udformning en vigtigere rolle.

Magnus Hessevik, produktudviklingschef hos den norske sengeproducent Svane, som har over 85 års erfaring i produktion af premium-senge, har forsket i søvnens optimale betingelser i mere end 20 år. Han fremhæver tre nøgleegenskaber for en seng, der fremmer god søvn.

"Kroppen styrer selv søvnen, men når den bliver forstyrret, afbrydes søvnen. En flad madras kan føre til en dårlig sovestilling, som forhindrer en i at nå den dybe søvn, hvor restitutionen sker. Søvnkomfort afhænger af tre faktorer: trykaflastning, støtte og ventilation. Når disse er i balance, opnår man en sammenhængende og rolig søvn," siger Magnus Hessevik.

"Disse tre elementer giver en roligere søvn ved at forbedre blodcirkulationen og reducere kroppens bevægelser," uddyber han.

Dårlig seng giver fysiske gener

Jonas Theis Nielsen fra Drømmeland bemærker, at mange danskere også ønsker at mindske fysiske problemer ved at vælge trykaflastende og tilpasningsdygtige sengematerialer.

"Hvis sengen er for blød, for hård eller uformelig, kan det føre til dårlig støtte af ryghvirvlen, hvilket kan resultere i hovedpine og myoser i skulder- og rygområdet," forklarer han og tilføjer:

"Man bør vælge en madras med trykaflastning og zoneinddelte fjedre, der støtter en lige rygsøjle, så skuldre og hofter kan synke dybere ned i madrassen. Hvis man er i tvivl om madrassens fasthed, kan man vælge en vendbar madras med to forskellige fastheder, som kan tilpasses efter behov."