Lige nu florerer det, at mere end hver tredje danske hundeejer giver deres hund ulovlige cannabisprodukter. Dette konkluderer flere udenlandske medier.
Men er det virkelig sandt?
Tallene stammer fra en faktisk undersøgelse, men der mangler væsentlige detaljer for at drage den konklusion, mener en statistikekspert.
Det skriver Videnskab.dk.
Ifølge udenlandske medier giver næsten 40 procent af danske hundeejere deres kæledyr cannabispræparater for at løse forskellige problemer, som adfærdsproblemer og smerter.
Denne konklusion kommer blandt andet fra det svenske medie Aftonbladet, men de er langt fra de eneste, der forarget skriver om, hvad de danske kæledyrsejere giver deres hunde.
Konklusionen understøttes også af en række andre svenske medier samt internationale medier som Nature World News, Tech Times og Interesting Engineering.
Men kan det virkelig passe, at situationen er så alvorlig i Danmark?
Det korte svar er 'nej', ifølge en statistikekspert.
Det er korrekt, at tallene er baseret på en undersøgelse foretaget af Københavns Universitet. Dette studie blev gennemført for at undersøge danskernes brug af cannabisprodukter på deres hunde og var baseret på 2.002 besvarelser.
Af disse svarede 38 procent 'ja' til, at de har anskaffet sig ulovlige cannabisprodukter for at lindre deres hunds symptomer.
Det betyder dog ikke, at 38 procent af alle hundeejere bruger ulovlige cannabisprodukter, men blot 38 procent af de adspurgte i undersøgelsen.
"Hvis man vil lave en repræsentativ stikprøveundersøgelse af en population, for eksempel hundeejere, skal man have en universliste. Det vil sige, at man ideelt set skal have et register over alle hundeejere i Danmark," siger statistikekspert Kenneth Thue Nielsen.
Københavns Universitet har hverken arbejdet med en sådan 'universliste', sendt personlige links eller holdt øje med, hvem der svarede.
Dermed er undersøgelsen ikke repræsentativ og viser ikke et faktisk billede af danske hundeejere.