Trist nyt til skatteyderne: Får mindre ud af det pr. skattekrone end tidligere

13/12/2024 10:17

|

Emil Martesen

Foto: Shutterstock.com Foto: Shutterstock.com
Der er trist nyt til skatteyderne.

Mest læste i dag

Danskerne har i perioden fra 2019 og frem til i dag fået for lidt ud af de ekstra milliarder, som er tilført det offentlige sygehusvæsen.

Til gengæld har danskerne fået flere og billigere behandlinger for de skattekroner, der bliver brugt på behandlinger på de private sygehuse, hvor produktiviteten er øget markant.

Det viser en ny analyse fra CEPOS.

Selvom antallet af ansatte på landets offentlige sygehuse er steget med 9 procent siden 2019, formåede de offentlige hospitaler i 2023 ikke at nå en tilsvarende stigning i aktivitetsniveauet.

”Vi får de samme behandlinger som for fire år siden – men til en væsentlig højere pris. Det er tydeligt, at danskerne får mindre ud af sygehusvæsenet pr. skattekrone, end vi har fået tidligere", siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Analysen viser, at aktiviteten i sygehusvæsenet i 2023 lå på niveau med 2019 for antallet af patienter, hvorimod antallet af indlæggelser og ambulante ophold stadig ligger væsentligt under 2019-niveau.

Der har derimod været en stigning i antallet af operationer, men kun på godt 5 procent i perioden, hvilket altså ikke står mål med en ressourceforøgelse på 9 procent samlet set - og herunder en forøgelse af antallet af læger med hele 15 procent.

”Det er ikke imponerende i forhold til de ressourcer, der er blevet tilført. På de fleste områder er vi stadig ikke tilbage på niveauet fra 2019", siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Helt anderledes ser det ud for de private hospitaler. Her er aktiviteten steget med ca. 30 procent, mens antallet af ansatte kun er steget med ca. 20 procent.

”Regeringen har gjort det helt rigtige overfor de private, hvor tildelingen af flere behandlinger og flere ressourcer har været knyttet sammen med et krav om øget produktivitet i form af en lavere pris", siger Karsten Bo Larsen og tilføjer:

”Det er helt uforståeligt, at regeringen har undladt at stille lignende krav til produktiviteten på de offentlige sygehuse. Særligt fordi det tidligere har vist sig som det mest effektive middel til at afvikle ventelisterne", siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Læs analysen her.