Trend fra Bornholm spreder sig: Unge dropper konfirmation frem for dette

20/05/2025 13:32

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock/red
Et helt ny 'konfirmations' koncept ser dagens lys

Andre læser også

Et nyt alternativ til den traditionelle konfirmation vinder frem blandt unge, som ønsker en overgang til voksenlivet uden religiøse elementer. Konceptet kaldes selv-firmation og er udviklet af coach og ungdomsarbejder Elisabeth Sofie Olsen. Efter at have haft succes på Bornholm siden 2023, lanceres forløbet nu i København fra næste år, ifølge TV 2.

Selv-firmation fungerer som en personlig trosbekendelse – men rettet mod en selv, ikke mod Gud. I stedet for bibellæsning og prædikener deltager de unge i 25 sessioner, hvor de drøfter emner som døden, seksualitet, ansvar, egoisme og selvværd. Forløbet afsluttes med en ceremoni, hvor deltagerne fremlægger deres eget manifest for familie og venner.

Idéen udspringer af et ønske om at tilbyde unge et meningsfuldt, ikke-religiøst overgangsritual. Elisabeth Sofie Olsen oplever, at mange unge har brug for støtte til at forstå livet, der venter, og at voksne ofte undgår at tage de nødvendige samtaler.

Forløbet, som hun kalder livskunstskab, koster 9600 kroner og varer otte måneder. Hun håber fremover at kunne tilbyde fripladser til familier med begrænsede økonomiske ressourcer.

Statistikker viser en tendens til forandring: I Københavns Stift blev kun 42,7 procent konfirmeret i 2024, mens landsgennemsnittet lå på 64,2 procent. Samtidig vælger flere unge alternativer som humanistiske eller filosofiske konfirmationer.

Livsstilsekspert Julia Lahme peger på, at både unge og forældre søger mere end bare fest og gaver – de ønsker indhold og en ægte overgangsoplevelse. Hun understreger, at ritualet, uanset form, skal markere, at de unge nu bliver en del af noget større.

For Elisabeth Sofie Olsen handler selv-firmation netop om at tage kontrol over sit eget liv – at styre sin egen vej med selvtillid, bevidsthed og ansvar.