Denne artikel blev første gang udgivet i 2023.
Du har nok aldrig hørt om den, men det er noget, der kan komme til at få stor betydning for dig, hvis du ejer, eller har planer om at eje, en bil.
D. 1. august træder en ny EU-lov nemlig i kraft.
Den er døbt SERMI, hvilket er en forkortelse for Security Related Repair & Maintanance, og den giver bilproducenter mulighed for at værne om de oplysninger, der er forbundet med reparationer på og omkring bilernes sikkerhedsrelaterede systemer.
Nu tænker du måske, at det da er ligegyldigt for dig, men Dansk Bilbrancheråd, der repræsenterer frie værksteder i Danmark, er bange for, at det kan ende med en større regning for danske bilejere.
Det skriver Motormagasinet.
Formålet er godt nok
Loven er blevet til virkelighed i et forsøg på at gære det sværere at stjæle biler helt generelt.
Det er jo en meget god ting, men Dansk Bilbrancheråd frygter, at bilproducenterne vil misbruge lovgivningen.
For ifølge rådet er det nemlig op til bilproducenterne selv, hvad de nye EU-regler dækker over.
Det betyder, at det kan blive markant sværere, hvis ikke umuligt, for uafhængige værksteder at reparere visse biltyper, fordi producenten holder vigtige detaljer hemmelige med henvisning til SERMI-loven.
"Det er i det hele taget kritisabelt, at en lovgivning, der skulle beskytte forbrugeren, ender med at koste dem dyrt, hvis den frie konkurrence bliver indskrænket," siger direktør i DBR Erik S. Rasmussen til Motormagasinet.
Frygten er derfor, at man fremover kan blive tvunget til at vælge et mærkeværksted, hvis man skal have fikset eller synet sin bil - og så har man ikke nødvendigvis mulighed for at vælge det billigste værksted.
Hos DI Bilbranchen, der organiserer de danske mærkeværksteder, er man imidlertid ikke bekymret for den nye lovgivning.
Direktør Thomas Møller Sørensen fortæller til Motormagasinet, at der blot er tale om en formsag for de frie værksteder, at man på grund af SERMI fremover skal have certificering til både værksted og den enkelte mekaniker.