Dit postnummer spiller en væsentlig rolle i, om du får tildelt førtidspension eller ej.
En ny analyse fra SMVdanmark afslører betydelige forskelle i tildelingen af førtidspension blandt kommunerne i landet.
Antallet af tildelinger varierer markant mellem kommuner, som både geografisk og socioøkonomisk er sammenlignelige.
Det er meget utilfredsstillende for borgere, erhvervslivet og samfundet som helhed, påpeger Alexander Søndergaard, underdirektør i SMVdanmark:
“Det er stærkt bekymrende, at postnummeret har så stor indflydelse på tildelingen af førtidspension. Som samfund kan vi ikke acceptere, at én kommune sender dobbelt så mange borgere på permanent offentlig forsørgelse som en nabokommune,” siger Alexander Søndergaard.
Analysen viser blandt andet, at Lolland kommune tildeler næsten dobbelt så mange førtidspensioner pr. 1.000 indbyggere i perioden sammenlignet med nabokommunen Guldborgsund, mens Roskilde kommune har en betydeligt højere tildeling af førtidspensioner end Lejre kommune.
Store forskelle mellem rige og fattige kommuner
Ifølge SMVdanmarks analyse er der både ressourcefattige og ressource stærke kommuner, der tildeler mange førtidspensioner.
Når man ser på Indenrigs- og Sundhedsministeriets socioøkonomiske indeks, er det både kommuner som Albertslund, Bornholm og Odsherred, der scorer relativt lavt, og kommuner som Lemvig, Gribskov og Roskilde, der har en høj score, som tildeler langt flere førtidspensioner end tilsvarende kommuner.
Alexander Søndergaard fra SMVdanmark mener, at analysen kræver handling:
“Postnummeret må ikke være den afgørende faktor i en så vigtig sag som tildelingen af førtidspension. I dag anvender kommunerne 98 forskellige metoder til at håndtere førtidspension, hvilket er alt for vilkårligt. Vi opfordrer til at etablere en central, national visitationsmodel, så postnummeret ikke længere afgør, om borgere får tildelt førtidspension.”
Forslag om national behandling af førtidspension
SMVdanmark foreslår, at ansvaret for tildelingen af førtidspension overgår fra kommunerne til en national myndighed.
Dette vil sikre en mere ensartet og professionel behandling af ansøgninger om førtidspension, ligesom Seniorpensionsenheden gør for ansøgninger om seniorpension.
Fakta
Det socioøkonomiske indeks
Det socioøkonomiske indeks er et nøglemål fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der vurderer kommunernes relative udgiftsbehov i forhold til andre kommuner baseret på en række socioøkonomiske kriterier, der indgår med varierende vægt i beregningen.
Blandt kriterierne er eksempelvis 'Antal 20-59-årige uden beskæftigelse' og 'Antal psykiatriske patienter.'
Kilde: Nøgletal.dk