Melder ud: Her får vi årets første sommerdag

13/04/2023 08:42

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com Foto: Shutterstock.com
Vi er efterhånden nået halvvejs gennem foråret, og så må sommeren jo snart banke på: Men hvornår indtræffer den første sommerdag helt præcist? Og hvor lang bliver sommeren 2023? Det har Danske Spil sat odds på – og det ligner, at sommeren starter engang i maj og giver 40 hede dage.

Mest læste i dag

Det er lysere længere og længere ud på aftenen, det spirer og blomstrer i haver og på marker, vintertøjet er hængt ind bagerst i skabet og de første korte bukser er dukket op i bybilledet... så alle tegnene er der, men hvornår bliver det rigtig sommer? 

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, så regnes det for en sommerdag, når temperaturen et sted i Danmark runder mindst 25 grader.

Det er også den definition, Danske Spil bruger i det spil, der netop er åbnet på dansk sommer anno 2023. Her er der blandt andet sat odds på, hvornår den første sommerdag falder.  

- Vi er så småt begyndt at kigge i kalenderen efter bedre vejr, men der er nu ikke noget, der tyder på, at vi skal finde shorts og solcreme frem lige med det første, siger oddssætter hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen, og tilføjer:

- Et forsigtigt bud er, at nok, at vi i hvert fald skal over på den anden side af midt i maj, før vi får den første rigtige sommerdag herhjemme.

Lige nu er det ugerne 20, 21 og 22, der er ‘favoritter’ til at byde på årets første rigtigt varme dag, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Man kan også spille på, hvor mange sommerdage, der i alt bliver til danskerne i løbet af 2023, og her ligger oddset og vipper på 1,85, hvis man tror på enten over eller under 39,5 sommerdage. 

- Man siger jo, at det er svært at spå, ikke mindst om vejret. Så er det noget nemmere at kigge bagud: I 2015 var der syv sommerdage, mens der i 2018 var 71, og vi tror mest på, at 2023 lander sådan nogenlunde midt imellem, så man går nok ikke helt galt i byen, hvis man tror på, at vi får omkring 40 dage med temperaturer over 25 grader i løbet af 2023... så er spørgsmålet jo mere, om man tør sætte sin sommerferie på det, siger Peter Emmike Rasmussen. 

Man kan gætte med på den danske sommer hos Danske Spil indtil den dag, temperaturen passerer de 25 grader et sted i landet – så lukker spillet.

Sommer-odds: 

Antal sommerdage i 2023 i Danmark: 

0-9: 18,00 

10-19: 11,00 

20-29: 6,50 

30-39: 4,00 

40-49: 3,25 

50-59: 7,00 

60-69: 15,00 

Mindst 70: 22,00 

Over/under 39,5: 1,85/1,85. 

(Bemærk, at odds kan ændre sig, ligesom den danske sommer)