En gruppe krigsveteraner fra Veteranernhjem København har doneret og opstillet et juletræ ved Region Hovedstadens corona-testcenter.
Er der nogen der ved hvad anerkendelse efter en stor indsats betyder, må det være krigsveteraner. Blandt andet derfor har en gruppe veteraner valgt at donere et stort og flot juletræ med lys i til Region Hovedstadens corona-testcenter, der ligger på Vingelodden på Nørrebro.
” Vi ville gerne forære et juletræ til Testcenter København som tak for den store indsats, som testpersonalet gør i forhold til covid-19. Grundlæggende vil vi bare gerne påskønne, at de udfører den vigtige opgave, selv om de bringer sig selv i risiko for at blive smittet,”
Siger leder af Veteranhjem København, Nicklas Funch til B.T.
Juletræet der ifølge mediet er næsten er fem meter højt, er doneret af veteranhjemmet, der i øjeblikket er bosted for seks veteraner.
Ønsker bare at sige tak
Ifølge lederen af Veteranhjemmet kan veteranerne godt relatere til de arbejde corona-personalet udfører, og vil gerne udtrykke deres støtte og sympati.
”Som tidligere udsendte ved vi, hvor meget anerkendelsen betyder, når man bliver bragt i situationer, som kan være svære at håndtere,” – siger han og fortsætter.
”Der ønsker vi, uden at gå ind i det politiske, bare at sige tusind tak for testpersonalets indsats. Det er virkelig værd at påskønne, at de står i rumdragter og med mundbind og tester alle mulige slags mennesker hver dag, trods den frygt der måtte bo i dem,”