De særdeles flotte forårstendenser er kommet for at blive.
Det seneste stykke tid har vores vejr nemlig været domineret af højtryk mod vest og nordvest, mens lavtrykkene hovedsageligt har holdt sig øst for landet.
Der er ikke udsigt til, at lavtryk og højtryk flytter meget på sig de kommende dage, hvorfor den generelle vejrtype heller ikke ændrer sig det store.
Faktisk venter der kun endnu mere sol og højere temperaturer, som ugerne skrider frem.
Når danskerne tager hul på næste uge, så bliver det nemlig helt sommerligt.
I første omgang skal denne uges vejr dog overstås, og i dag, torsdag, venter en ulige fordeling af sol, skyer og lune temperaturer.
Det skriver DMI.
I størstedelen af landet byder vejret den næste tid derfor fortsat på sol og skyer i varierende mængder, og regn vil være en mangelvare.
Bornholm, der ligger tættest på lavtrykkene, får mindst sol, og der er i perioder mulighed for en smule regn, når svage fronter svinger ind over klippeøen fra øst.
Temperaturerne vil typisk ligge mellem 13 og ca. 19 grader, men på Bornholm og ved kyster med pålandsvind kun 10 til 13 grader. Vinden vil i perioder friske noget op, mest fra nordlige retninger.
Det er ingen hemmelighed, at vejret de seneste måneder har vist sig fra sin tørre side, og på landsplan er tørkeindekset langsomt kravlet op på 8,5 – dette svarer til, at vi mangler ca. en halv måneds nedbør.
Tørrest er det på Bornholm, Syd- og Vestsjælland samt på Lolland, Falster og Møn, hvor man mange steder finder et tørkeindeks på 9,5 eller derover.
For at bringe tørkeindekset ned på det normale niveau for årstiden, har vi altså brug for ca. en halv måneds regn, men på nuværende tidspunkt er der ikke megen regn at finde i prognoserne.
Ser man frem til fredag den 23. maj, viser prognoserne fra tirsdag kl. 14, at der kan falde i alt mellem 0 og 2-3 mm regn, mens prognoserne fra onsdag kl. 02 viser, at der kan falde mellem 0 og 6-7mm regn.
Til gengæld viser prognoserne masser af sol og temperaturer op omkring 23 grader og altså kun to grader fra hvad der i Danmark betegnes som en sommerdag.
Prognoser, der ser så langt frem i tid, er noget usikre, men de er dog enige om, at der er størst chance for regn på Bornholm, mens det i resten af landet er mere usikkert om der kommer regn og hvor den i så tilfælde vil falde.