Efter sygemelding: Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage

11/05/2023 11:49

|

Thea Andersen

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage, efter han tidligere på året blev sygemeldt med stress.

Mest læste i dag

Venstre-formand og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen meldte sig i starten af februar syg med stress, efter han fik ildebefindende.

I et opslag på Facebook fortalte han, at hans læge havde rådet ham til at trække stikket, for at give kroppen ro til at komme sig.

- Konklusionen er derfor, at jeg, efter råd fra min læge, bliver nødt til at trække stikket i en periode og tage orlov. Og så vender jeg tilbage, når jeg er klar, skrev han dengang.

Men nu er der godt nyt fra Jakob Ellemann-Jensen.

I en opdatering på Facebook skriver han nemlig, at han vender tilbage.

- Jeg ved, at mange efterlyser et svar på, hvornår jeg er tilbage, og det forstår jeg godt. Det er vigtigt at vide for Venstres medlemmer, organisationsfolk og folketingsgruppe og for mine kolleger i regeringen, skriver han i opslaget og fortsætter:

- Jeg kan fortælle jer, at jeg er fast besluttet på at vende tilbage som formand for Venstre, forsvarsminister og vicestatsminister. Og efter samråd med de læger og psykologer, jeg taler med, har jeg besluttet at komme tilbage 1. august, når den nye politiske sæson begynder.

Samtidigt afslører han, at han allerede nu har det meget bedre, men ikke i sådan en grad, at han er klar til at vende tilbage før efter sommer.

- Det går støt fremad med mig. Jeg har det meget bedre, og derfor havde jeg håbet, at jeg ville vende tilbage tidligere, men jeg lytter meget grundigt til de dygtige sundhedsfaglige eksperter, jeg ses med hver uge.

- Deres anbefaling er, at jeg fortsætter med at forberede min tilbagevenden ved at trappe op for møder med mine kolleger, at jeg deltager i sociale sammenhænge igen, og at jeg generelt kommer mere uden for matriklen herhjemme og deltager i samfundslivet igen.

Det er også dem, der anbefaler, at han venter til efter sommer med at vende tilbage. I politik kan man nemlig ikke være med på nedsat tid, så han skal vente til, at han er helt klar.