Mand anholdt efter groft overfald i Charlottenlund
Nordsjællands Politi har i løbet af fredagen søgt efter voldsom udadreagerende gerningsperson til et groft overfald, som fandt sted i Charlottenlund tidlig fredag morgen. Efter en større politimæssig indsats blev en 40-årig mand anholdt i området, og han er nu blevet sigtet for grov vold.
Fredag morgen den 19. november fandt et groft overfald på en kvinde sted på hjørnet af Ordrup Jagtvej og Traverbanevej i Charlottenlund.
Det resulterede i, at kvinden efterfølgende måtte skadestuebehandles. På baggrund af hændelsen indledte Nordsjællands Politi en større politimæssig indsats for at udfinde gerningspersonen, og klokken 14.25 blev en 40-årig udadreagerende mand anholdt og sigtet for overfaldet.
- Vi har haft mange patruljer på gaden for at finde frem til gerningspersonen. Overfaldet var umiddelbart umotiveret, og derfor har vi været massivt til stede i området for at sikre, at gerningspersonen ikke fik lejlighed til at foretage sig yderligere, fortæller vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi Per Thuesen.
Efterforskningen af overfaldet førte blandt andet til, at togdriften ved Charlottenlund, Gentofte og Jægersborg Station måtte indstilles i løbet af morgenen.
Togene måtte derefter i en periode køre uden stop forbi disse stationer, særligt ved Jægersborg Station, hvor togdriften i en længere periode var påvirket. Endvidere deltog flere relevante samarbejdspartnere i indsatsen, og der er blevet foretaget ransagning på en adresse i Charlottenlund.
- Vi skal nu efterforske videre i sagen, herunder for blandt andet at fastslå motivet, og det kan ikke afvises, at manden vil blive sigtet for yderligere forhold. Det skal også vurderes, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen, slutter Per Thuesen.
Nordsjællands Politi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer til sagen.