Glædelige nyheder til disse hundeejere: Får det gratis ved dyrlægen fra 2024

29/12/2023 10:28

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Dyrenes Beskyttelse
Der er nu godt nyt til en række hundeejere.

Andre læser også

Mange hundeejere, der lever på gaden, står over for en uoverkommelig udfordring, når de modtager en regning fra dyrlægen. For at imødekomme dette problem har Københavns Kommune siden 2022 støttet frivillige organisationer, der udfører sundhedstjek af hjemløses hunde.

Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Kommune Socialforvaltningen blev ordningen sikret overlevelse fra 2024 til 2027 med budgettet for 2024. Onsdag aften godkendte Socialudvalget fordelingen af den årlige støtte på i alt 507.000 kr. til tre organisationer: Dyreværnet, Dyrenes Beskyttelse og Gadejuristen.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) udtaler:

”For mange hjemløse hundeejere er deres hund en trofast følgesvend og bedste ven. Vi skal passe godt på de hjemløse, og ved at tilbyde gratis sundhedstjek til deres hunde sikrer vi, at hundene trives, samtidig med at de hjemløse ikke behøver bekymre sig om dyre dyrlægeudgifter.”

Dansk Folkepartis gruppeformand, Finn Rudaizky, har længe arbejdet for forbedrede forhold for hjemløse, især når det kommer til sundhedstjek af deres hunde. Han udtaler:

”Hjemløses problemer med deres hundes sundhed kræver en ekstra indsats, og det er positivt, at vi nu har ressourcer og seriøse foreninger i København til at implementere dette projekt.”

Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse, udtrykker glæde over kommunens støtte:

”Vi er utroligt glade for, at kommunen ser værdien i at sikre dyrlægehjælp til gadens folk og deres hunde. Dyrenes Beskyttelse har siden 2020 hjulpet hjemløse og deres dyr gennem projektet hjemløsedyrlægerne, og denne bevilling vil bidrage til sundhedstjek og behandling af hjemløses hundes sygdomme og skader.”

Fakta: Pulje til sundhedstjek af hjemløses hunde

I Budgetaftalen 2024 blev der afsat midler til en pulje, der skal hjælpe hjemløse hundeejere med deres udgifter til dyrlægeregninger og sundhedstjek af deres hunde.

Puljen, der er på 600.000 kr. årligt i perioden 2024 til 2027, giver frivillige organisationer mulighed for at søge midler til at støtte hjemløse hundeejere.

Tre organisationer, Dyreværnet, Dyrenes Beskyttelse og Gadejuristen, har alle modtaget støtte til at nå ud til omkring 382 hjemløse hundeejere med konsultationer, sundhedstjek og nødvendig behandling.