Gjorde hjerteskærende fund i skov: Kunne dårligt vende sig

29/03/2023 14:12

|

Thea Andersen

Foto: PR Dyrenes Beskyttelse

Mest læste i dag

Dyrenes Beskyttelse rykkede sidste uge ud til to kaniner, der var efterladt i en plastikkasse uden mad og drikke i Geelskov.

Fredag den 24. marts fandt en hundelufter i Geelskov udsædvaneligt dyreliv i skovbunden. I en plastikkasse sad to kaniner helt tæt sammen og dårligt kunne vende sig.

Kaninerne havde hverken vand eller mad.

Kaninejerne havde dog taget sig tid til at lave lufthuller i kassen.

Foto: Dyrenes Beskyttelse

Hundelufteren ringede med det samme til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812, der satte gang i beredskabet. Det skriver dyreværnsorganisationen i en pressemeddelelse.

Dyrlæge Maria Vang Johansen, der er frivillig dyrereder – også kaldet kredsformand – i Rudersdal rykkede ud til Geelskov, hvor hundelufteren ventede med plastikkassen.

Kaniner havde det under omstændighederne godt, men Maria Vang Johansen er forarget over, at nogen dumper dyr på den måde.

- Når man anskaffer sig dyr til familien, følger der et ansvar med. Det gælder også ansvaret for at finde et nyt hjem til dem, hvis de ikke kan være hos en længere. Hos Dyrenes Beskyttelse oplever vi hvert år dyr, som ikke overlever at være blevet efterladt, siger Maria Vang Johansen

Antallet af kæledyr, der er efterladt til en uvis skæbne af deres ejer, satte da også en kedelig rekord i 2022 med 1382 dyr. Det viser tal fra Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812.

De mange dyr var fordelt på 644 enkeltstående sager, da der ofte dumpes hele kuld af for eksempel kattekillinger og marsvin. Antallet af sager er steget med 25 procent siden 2018.

De seneste tre år har der været syv sager med dumpede dyr i Rudersdal Kommune. Det er kun overgået blandt nabokommunerne af Gladsaxe med otte sager.

Der er dog større problemer med dumpede dyr i andre landsdele.

Haderslev, der har nogenlunde samme antal indbyggere som Rudersdal, har for eksempel haft 28 sager med dumpede dyr de seneste tre år.

Maria Vang Johansen kørte de to kaniner fra Geelskov til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, hvor de har det godt og snart er klar til at få en ny, god familie. 

Sager med dumpede dyr 

  • Rudersdal 2020(2) 2021(3) 2022(2) I alt(7)

  • Hørsholm 2020(1) 2021(1) 2022(3) I alt(5)

  • Allerød 2020(1) 2021(0) 2022(0) I alt(1)

  • Furesø 2020(1) 2021(3) 2022(2) I alt(6)

  • Lyngby-Tårnbæk 2020(2) 2021(1) 2022(2) I alt(5)

  • Gentofte 2020(1) 2021(1) 2022(2) I alt(4)

  • Gladsaxe 2020(1) 2021(6) 2022(1) I alt(8)