Givskud Zoo deler trist nyt: 43-årige Sophie aflivet

14/03/2025 14:17

|

Emil Martesen

Foto: Givskud Zoo
Givskud Zoo deler trist nyt.

Andre læser også

GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har taget afsked med parkens ældste dyr. Der er tale om det 43-årige næsehorn, kaldet Sophie.

Næsehornet var ikke et hvilket som helst dyr af sin art, men derimod Nordeuropas næstældste næsehorn - og den ældste beboer i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse, som redaktionen har modtaget.

Det gamle dyr var mæt af dage. Det optog ikke den mad, som det burde gøre, og tabte sig mere og mere.

Dyrlæge og dyrepassere i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har nøje fulgt næsehornet de sidste par år på grund af dyrets høje alder. Ved sidste sundhedsstatus tog dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen så den endelige beslutning. Tiden var inde til at aflive det gamle næsehorn.

Ditte-Mari Sandgreen lægger ikke skjul på, at kroppen simpelthen ikke længere kunne:

"Det havde nået et stadie, hvor kroppen simpelthen ikke kunne længere. De sidste par måneder har vi kunnet se, at det begyndte at miste status i flokken. Det tabte sig, og vi var ved at bevæge os ind i en fase, som var uværdigt for dyret".

Forskere deltog

Når et så sjældent dyr bliver aflivet, er der meget viden at hente til videre forskning om andre dyrearter - og mennesker.

Derfor var en række forskere og dyrlæger involveret til GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA på dagen for aflivningen 5. marts. De kom fra København Zoo, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Zoologisk Museum i København.

Blandt repræsentanterne var Kirstine Callø fra Københavns Universitets veterinærskole. Hun har forsket i hjertesygdomme i mere end 25 år og undersøgt pludselig hjertedød hos mennesker og dyr:

"Det er en helt særlig mulighed for os at få et elektrokardiogram fra et næsehorn. Det er jo et ekstremt sjældent dyr. Så at få adgang til viden om dyrets hjerte er yderst værdifuldt for os og bidrager til forståelsen af, hvordan hjerter hos store pattedyr fungerer", siger hun.

Foregik i vante omgivelser

Direktør i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, Rasmus S. Nielsen fortæller, at aflivningen foregik i næsehornets vante omgivelser for at sikre, at dyret ikke blev stresset.

"Vores vigtigste opgave i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA er at sikre vores dyrs velfærd fra det øjeblik, de ankommer her til parken, til de skal herfra", siger Rasmus S. Nielsen og forklarer videre om det andet store fokuspunkt for parken:

"I forbindelse med aflivningen blev der udtaget mange prøver til EAZAs biobank. Prøverne bliver opbevaret til videre forskning. EAZA er et europæisk samarbejde, som GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA indgår i sammen med mere end 400 andre zoologiske haver og akvarier. Sammen arbejder vi på at udbrede viden om natur, bevaring af truede dyrearter og akvarier af zoos og bæredygtighed", siger Nielsen.

Det nu afdøde næsehorn Sophie kom til GIVSKUD ZOO i 1982. GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har efter aflivningen af ​​Sophie fem næsehorn tilbage i alderen 7-25 år.