Farver har i århundreder været betragtet som en uforanderlig del af vores visuelle verden, en fast række nuancer, som mennesket kan opfatte.
Men nu melder en gruppe amerikanske forskere, at de har set noget, som ingen før har set: en helt ny farve. Opdagelsen stammer fra et eksperiment, hvor laserimpulser blev sendt ind i deltageres øjne, og den nye farve er blevet døbt 'olo'. Farven er en blå-grøn nuance.
Dette skriver BBC.
Undersøgelsen, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, blev udført af forskere fra blandt andet University of California og University of Washington.
Fem personer med normalt farvesyn deltog i forsøget, hvor lasere målrettet stimulerede de såkaldte M-kegleceller i øjets nethinde.
Det unikke ved eksperimentet var, at kun disse celler blev påvirket, hvilket ifølge forskerne ikke sker under normale lysforhold.
Professor Ren Ng, som både deltog i eksperimentet og var medforfatter på studiet, beskrev farven som ”mere mættet end nogen farve, du kan se i den virkelige verden.”
Han sammenlignede oplevelsen med at have set pastelrosa hele livet og pludselig blive præsenteret for en intens version af farven, som man aldrig troede kunne eksistere.
Fortolkning eller opdagelse?
Forskerne brugte en avanceret optisk enhed, kaldet Oz, til at kontrollere lysindfaldet. Deltagerne kiggede direkte ind i apparatet, mens de blev udsat for præcise lysimpulser.
For at bekræfte deres oplevelse blev deltagerne efterfølgende bedt om at justere en farveskive, indtil de fandt en farve, der matchede det, de troede at have set.
Selvom eksperimentet har vakt stor opmærksomhed, er ikke alle overbeviste. Professor John Barbur fra University of London, som ikke deltog i forsøget, mener, at oplevelsen af en ny farve måske handler mere om fortolkning end om en egentlig opdagelse.
Han understreger dog, at metoden i sig selv er en teknologisk bedrift.
Forskerne håber, at deres resultater kan føre til en ny forståelse af farveopfattelse, især med henblik på at udvikle løsninger for personer med farveblindhed.