Første dansker ramt af hjernebetændelse: Personer i disse områder skal passe særligt på

05/07/2024 06:41

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Statens Serum Institut
Årets første tilfælde af TBE i Danmark.

Andre læser også

Den flåtbårne TBE-virus har resulteret i årets første danske tilfælde af centraleuropæisk hjernebetændelse. En person, som blev smittet i maj, bor i Nordsjælland, hvor antallet af smittede og den geografiske spredning er steget de seneste år.

Udover det velkendte risikoområde i Tisvilde Hegn og omegn vurderer Statens Serum Institut (SSI), at der også kan være smitterisiko i flere andre skove i Nordsjælland.

Dette oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

"Smitten er typisk forbundet med ophold i risikoområder og oftest uden for stierne, men der har også været tilfælde, hvor patienten ikke har udvist kendt risikoadfærd ved ophold i skov eller krat. En sjælden smittevej kan være via husdyr som hunde, der kan bære flåter i pelsen og overføre dem til mennesker," fortæller Peter H.S Andersen, afdelingslæge og afsnitsleder på SSI.

I Danmark sker smitte med TBE-virus gennem bid fra flåter. I modsætning til borreliabakterien, som også smitter via flåter, overføres TBE-virus meget hurtigt efter flåten har bidt sig fast, da virussen findes i flåtens spytkirtler.

"Det er derfor vigtigt at fjerne en flåt så snart, man opdager den, enten med fingrene, en pincet eller en speciel flåttang. Det er ikke afgørende at få hele flåten ud. Efter fjernelse skal man stadig være opmærksom på et rødt udslæt, som typisk breder sig ringformet fra bidstedet efter 1-2 uger, da dette kan være tegn på lokal infektion med borreliabakterien," forklarer Peter H.S Andersen.

Risiko og gode råd

I 2023 blev der registreret 12 TBE-tilfælde med formodet smitte i Danmark (7 på Sjælland og 5 på Bornholm) mod 5 tilfælde året før. SSI forventer i en nylig risikovurdering en stigning i antallet af smittetilfælde og nye risikoområder i Danmark i de kommende år. TBE er dog fortsat en sjælden sygdom i Danmark, hvor risikoen for at udvikle nerveforstyrrelser og lammelser efter infektion med borreliabakterien er 20-25 gange højere. I 2023 blev der påvist 254 tilfælde af neuroborreliose i Danmark.

"Man kan reducere risikoen for flåtbid ved at minimere de bare hudområder, når man færdes i naturen, fx ved at bære lange bukser i gummistøvler og en langærmet trøje. Derudover kan nogle myggemidler også forebygge flåtbid," forklarer Peter H.S Andersen.

Der findes en vaccine mod TBE, som kan overvejes, hvis man bor eller opholder sig ofte i kendte eller mulige risikoområder fra forår til efterår og regelmæssigt færdes i skov eller krat – eller hvis man får flåter på sig blot ved at færdes på stier. Risikoperioden i Danmark strækker sig normalt fra maj til oktober, og vaccination med tre doser bør påbegyndes inden da.

Kendte risikoområder:

  • Bornholm

  • Tisvilde Hegn og omegn (Halsnæs og Gribskov kommuner)

Derudover vurderer SSI, baseret på påviste tilfælde siden 2021 i de sammenhængende nordsjællandske skovområder, at der kan være afgrænsede risikoområder i følgende kommuner:

  • Lyngby-Taarbæk

  • Allerød

  • Fredensborg

  • Furesø

  • Helsingør

  • Hillerød

  • Hørsholm

  • Rudersdal

  • Værløse

Mulige risikoområder (et eller flere afgrænsede områder pga. sporadiske tilfælde i følgende kommuner):

  • Vordingborg

  • Faxe