Fødevarestyrelsen fandt få, men alvorlige fejl i mærkning

13/04/2023 17:30

|

Thea Andersen

Foto: PR Fødevarestyrelsen
Der blev givet få, men store bøder, for fejl i mærkningen af allergener, da Fødevarestyrelsen foretog stikprøvekontrol af virksomhedernes mærkning af fødevarer. Langt de fleste virksomheder havde styr på reglerne.

Mest læste i dag

For en allergiker kan helt almindelige fødevarer som mælk, æg og nødder være som gift i kroppen, så nogle forbrugere skal være meget forsigtige, når de køber ind.

De skal tjekke hver eneste vare for allergener, og jo flere varer, de lægger i kurven, jo større bliver risikoen for, at overse et allergen.

Allergiske reaktioner spænder fra rødmen, mavesmerter, kløe, til allergisk chok, hvor blodtrykket falder og luftvejene trækker sig sammen. I værste fald er allergiske chok fatale.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Fejl i mærkningen kan gøre fødevarer med allergene ingredienser til en reel trussel for allergikerens helbred, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen, Henrik Dammand Nielsen, og tilføjer:

- Derfor er der i hele EU specifikke krav til mærkning, så allergikere og deres pårørende hurtigere og mere sikkert opdager allergener på ingredienslisten.

Kravet til mærkningen er, at allergener skal fremhæves visuelt på en måde, der klart adskiller dem fra de øvrige ingredienser på listen, for eksempel ved hjælp af skrifttype, typografi eller baggrundsfarve.

1,4 pct. af virksomhederne havde alvorlige fejl i mærkningen

Da Fødevarestyrelsen var på stikprøvekontrol i 773 virksomheder i perioden fra 1. juni til 31. december 2022, var der alvorlige fejl i mærkningen af allergener hos 1,4 pct. af de kontrollerede virksomheder.

Foruden allergener har Fødevarestyrelsen også kontrolleret mærkningen af øvrige ingredienser, vægt, anbefalet opbevaring og holdbarhed.

- Vi gav sanktioner til 11 pct. af virksomhederne, hvoraf 1,4 pct. var bøder, siger Henrik Dammand Nielsen og slutter:

- Resultatet viser, at virksomhederne generelt har godt styr på reglerne, men vi forventer, at virksomhederne gør det bedre – ikke mindst fordi reglerne om mærkning af allergener har så stor betydning for allergikere.

Læs rapporten om Fødevarestyrelsens kontrol af mærkning her

Link til regler for mærkning af fødevarer

Link til regler for mærkning af allergener

Læs fakta om mærkning her.