Telefonen har allerede erstattet både pungen og kameraet. Snart ryger også det trykte boardingkort – i hvert fald hos Ryanair. Fra 3. november 2025 bliver det ikke længere muligt at vise et printet boardingkort i lufthavnen. Fremover skal alt klares digitalt via mobilen, og de traditionelle check-in-skranker er på vej ud, skriver The Mirror.
Ryanair oplyser, at kravet om digitalt boardingkort kommer efter flere års stigende brug af mobilcheck-in. Allerede nu tjekker 60 procent af selskabets passagerer ind online og scanner boardingkortet direkte fra deres telefon.
Hidtil har det kostet omkring 480 kroner i gebyr, hvis man mødte op uden boardingkort. Med de nye regler ser det ud til, at denne afgift vil bortfalde.
Ryanairs direktør Michael O’Leary fortæller, at ambitionen er helt at afskaffe de fysiske check-in-skranker. “Fra november 2025 vil vi udelukkende anvende digitale boardingkort,” lyder det fra O’Leary.
Sådan gør andre flyselskaber
Hos TUI er der fortsat mulighed for digital check-in, men reglerne afhænger af, hvilket flyselskab man rejser med. Er det en TUI-flyvning (TOM), kan man checke ind online. Rejser man med en samarbejdspartner, gælder deres regler.
easyJet anbefaler at bruge deres app, men advarer om, at visse lufthavne fortsat kræver papirboardingkort. Blandt andet i Agadir, Antalya, Luxor og Marrakech er det nødvendigt at medbringe et printet kort og ofte gennemgå dokumentkontrol før sikkerhedstjekket.
British Airways giver valget mellem print og digitalt boardingkort – også via Apple Watch – afhængigt af afrejselufthavnen.
Hos Wizz Air er der stadig fleksibilitet, men rejser man uden for EU, skal boardingkortet stemples i skranken og fremvises senest 30 minutter før afgang.