Ifølge DMI er der risiko for nattefrost de kommende dage, men desværre ser det ud til, at vi ikke får en hvid jul, da temperaturen stiger i næste uge.
Alligevel vil morgenerne være kolde frem mod weekenden.
Dette betyder, at der vil være frost på bilruderne, hvilket kan være en tidsrøver at få fjernet i de travle morgentimer.
Nogle bilister kan være fristede til at køre afsted med et begrænset ’udkigshul’ på førersiden.
Men det er ikke tilstrækkeligt, advarer politiet, som de seneste år har øget opmærksomheden på bilisternes udsyn om vinteren.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra OK.
"Vores færdselsbetjente har i morges standset syv bilister, der kørte med begrænset udsyn, fordi de ikke havde fjernet is fra bilens ruder," skriver Vestegnens Politi eksempelvis på mediet X i januar. Året før advarede Københavns Politi bilisterne, efter at have sigtet en bilist for samme overtrædelse. Der er både lovgivningsmæssige og sikkerhedsmæssige årsager til dette.
”Der skal være minimum 50 procent udsyn gennem ruderne, og politiet er særligt opmærksomme på forruden og sideruderne. Det er ikke nok at lade bilens varmeanlæg klare dug og is under kørslen, og at bruge varmt vand på kolde ruder er en dårlig idé, da det kan få ruden til at revne, hvis temperaturforskellen er for stor,” forklarer Claus Møller Sørensen, markedschef i OK.
Tager omkring fire minutter
Nogle biler kan indstilles til at varme op, før man skal afsted om morgenen.
Men for de fleste er det nødvendigt selv at fjerne is eller rim fra bilruderne.
Det mest effektive er at tænde bilens motor og bruge ventilationssystemet til at varme forruden op, mens bilen stadig er parkeret.
Hvis der er is på ruden, er det nødvendigt at tage en tur med isskraberen.
"De bedste redskaber til at fjerne rim og is er en isfjerner-spray og en dobbeltsidet skraber, hvor den ene side har en gummibelægning til dug og rim, mens den anden side har en plastbelægning til hårdere is og sne. Hvis bilen er dækket af meget sne, er en simpel håndkost det bedste værktøj," siger Rasmus Boserup, kommunikationschef i OK.
Du bør kunne få is- og rimfri ruder på under fire minutter. Husk også at rense sidespejle, lygter og nummerplade for is og sne på de morgener, hvor landskabet er dækket af sne.
Der er dog stadig lidt tid til, før vi ser sådanne forhold, ifølge vejrudsigten.